Kommuner tjener rekordmange penge på parkering

Foto: FDM

Landets kommuner tjente knapt 1,4 milliarder kroner på parkering i 2025. Bilisterne klager over mere end hver tiende p-bøde.

Betalingsparkering, parkeringsbøder og beboerlicenser får millionerne til at rulle ned i kommunernes pengekasser. På tværs af alle danske kommuner er indtægterne fra parkering på vej mod 1,5 milliarder kroner.

Helt præcist betalte danske bilister sidste år 1.394.797.255 kroner for parkering. Det er ny rekord, viser FDMs gennemgang af de kommunale bruttoindtægter fra parkering i 2025.

Af milliardbeløbet kommer godt en milliard kroner fra betalingsparkering og beboerlicenser, mens 328 millioner kroner kommer fra parkeringsbøder. I alt 613.000 gange satte de kommunale p-vagter en ”hilsen” i forruden sidste år. 

Færrest klager i Holbæk

Men samtidig med at kommunerne tjener rekordmange penge på parkering, klager stadig flere bilister over parkeringsbøder. 

Bag de mange klager ligger store forskelle på, hvordan de 56 kommuner med parkeringskontrol går til opgaven. Hvor op mod 15 procent af p-afgifterne i nogle kommuner udløser en klage, har Holbæk Kommune undersøgelsens laveste klageprocent på bare 0,3 procent.

”Parkeringskontrol behøver ikke at være en kamp mellem p-vagter og bilister. Det er Holbæk et godt eksempel på. Kommunen har i flere år arbejdet for, at parkeringskontrol skal være en service, der er med til at sikre et bedre flow i trafikken. Det vigtige må være at mindske antallet af ulovligt parkerede biler og ikke at udstede flest mulige p-afgifter. En ulovligt parkeret bil holder ikke mindre i vejen af at få en afgift i forruden. Så hvis man kan hjælpe bilisterne med at undgå, at de parkerer ulovligt, kan bødeblokken blive i lommen. Det kan andre kommuner lære af,” siger administrerende direktør i FDM Stina Glavind.

Kontrol skal regulere trafikken

FDM anerkender, at der i nogle kommuner kan være behov for at regulere trafikken med betalingsparkering og parkeringskontrol. Det skal dog ske for at regulere trafikken og ikke for at sikre kommunerne et provenu.

”En bil, der holder til fare eller gene, eller som ikke har betalt, skal have en p-afgift. Men når bilister klager over mere end hver 10. p-afgift, bør man som kommune give sin parkeringskontrol et servicetjek. Noget kunne i hvert fald tyde på, at man kan hjælpe bilisterne til at parkere bedre og dermed undgå en sur afgift. Det må være ambitionen. Samtidig sparer kommunerne på udgifter til håndtering af de mange klager. Her har en kommune som Holbæk vist, hvordan det kan gøres,” siger Stina Glavind.

27 af landets kommuner har betalingsparkering, mens 56 har parkeringskontrol.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here