Lille elbil får dobbelt så mange bestillinger som ventet

Over 51.000 har bestilt Cupra Raval. Det er mere end dobbelt så mange som forventet og mærkets hidtil mest succesfulde lancering.

Små elbiler kan skabe store forventninger. Hos Cupra har efterspørgslen på den nye Raval allerede overhalet dem.

Siden introduktionen i april har det spanske bilmærke globalt modtaget over 51.000 bestillinger på den elektriske mini. Det er mere end dobbelt så mange som forventet – og allerede flere end Cupra havde regnet med for hele 2026.

Det oplyser Cupra i forbindelse med biludstillingen i Paris, hvor mærket for første gang deltager.

Dermed er Raval den mest succesfulde lancering i Cupras historie. Nu skruer mærket op for ambitionerne: Målet er 100.000 Raval næste år.

”Med ambitionen om at nå 100.000 biler næste år er Raval godt på vej til at blive vores bedst sælgende model,” siger Sven Schuwirth, ansvarlig for salg, marketing og eftersalg hos Seat og Cupra.

Nye funktioner næste år

De mange bestillinger er ikke den eneste Raval-nyhed fra Paris. Allerede i begyndelsen af 2027 får den lille elbil flere nye funktioner.

Blandt dem er en assistent, der automatisk kan bakke bilen op til 50 meter tilbage ad den rute, den netop har kørt fremad. Det kan eksempelvis være en hjælp, hvis man er kørt ind i en smal passage og må samme vej ud igen.

Cupra varsler også et oplyst logo og blinklys, der sender lys ned på vejen.

I den sportslige Raval VZ hæves tophastigheden til 190 km/t. Samtidig bliver den trådløse mobiloplader kraftigere med en effekt på 25 watt mod hidtil 15 watt.

Elbiler driver efterspørgslen

Ravals succes falder sammen med en kraftig stigning i efterspørgslen på Cupras elbiler.

Fra januar til september har mærket leveret over 250.000 biler på verdensplan. Det er en fremgang på to procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Antallet af bestillinger vokser væsentligt hurtigere. Den samlede ordreindgang er steget med 20 procent, mens bestillinger på Cupras elbiler er vokset med hele 79 procent til over 108.000 biler.

I tredje kvartal var næsten hver anden bestilte Cupra en elbil.

Cupra Raval er blandt otte nominerede biler, der kæmper om at blive Årets Bil i Danmark. Vinderen kåres 10. november.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here