Renault-chef: EU-krav gør bilen til en luksusvare

Strøm af EU-krav gør det alt for dyrt at fremstille små, billige biler, advarer Renault's topchef. 10 års ‘regel-pause’ skal hjælpe i kampen mod billige Kina-biler.

Almindelige europæere skal også have råd til at købe en ny bil.

Sådan lyder budskabet fra Renault-koncernens topchef François Provost. Han advarer nu om, at EU’s stadig strøm af krav og regler til bilproduktion er ved at gøre bilen til en luksusvare.

Ifølge Provost har nye krav gennem de seneste otte år øget omkostningerne med 3.000 euro per bil. Frem mod 2030 vil endnu flere krav lægge yderligere 3.000 euro oveni, siger han til hollandske AutoWeek.

Det giver en samlet merudgift på 6.000 euro – eller næsten 45.000 danske kroner. Og så bliver det svært - ja, nærmest umuligt - at konkurrere med billige biler fra Kina.

Små biler rammes hårdest

Provosts pointe er, at regningen rammer skævt. På en dyr luksusbil fylder ekstra teknik og dokumentation forholdsvis lidt i det samlede budget. På en lille, billig bil kan samme udgift fuldstændig ødelægge regnestykket.

Kravene omfatter blandt andet flere førerassistenter, skrappere udledningskrav og beskyttelse af bilernes elektronik mod hackerangreb.

Ifølge Renault-chefen venter yderligere 108 nye krav og regler frem mod 2030, hvis EU fortsætter den nuværende kurs. I stedet opfordrer Provost EU til at trykke på pause-knappen:

”Vi beholder reglerne, som de er nu, men fryser dem i ti år,” siger han til AutoWeek. 

Dermed kræver Renault-chefen først og fremmest ro om udviklingen af nye biler. Når ingeniørerne løbende skal tilpasse bilerne til nye krav, bruger de tid og penge, som efter hans opfattelse burde gå til at gøre bilerne billigere for de europæiske forbrugere.

Priserne skal ned

Provost har fremsat kravet flere gange. På Financial Times-konferencen Future of the Car i London i maj efterlyste han en fastfrysning af reglerne for små biler som Renault 5 og Clio.

Her understregede Provost, at Renault ikke bad om at få fjernet de eksisterende EU-krav. Målet var at fastholde dem i en årrække, så udviklingsarbejdet kunne koncentreres om lavere priser og omstilling til elbiler.

Renault-chefen bakker samtidig op om EU’s arbejde med en særlig kategori for små elbiler, kaldet M1E. Tanken er at forbedre vilkårene for kompakte, billigere elbiler produceret i Europa.

Kina presser Europa

Udmeldingen skal også ses som et konkret forslag til, hvordan Europas bilindustri kan håndtere den stadig hårdere konkurrence med kinesiske bilproducenter.

Renault og andre europæiske mærker skal både finansiere omstillingen til elbiler og konkurrere med kinesiske producenter, der har lavere lønomkostninger og nyder godt af massiv, kinesisk statsstøtte. EU selv anerkender, at Kina udsætter Europa for unfair konkurrence og har derfor firedoblet tolden på kinesisk fremstillede elbiler.

Renault forsøger selv at gøre deres biler billigere og mere konkurrencedygtige. Frem mod 2028 skal koncernen reducere omkostningerne ved elbiler med 40 procent. Blandt andet skal billigere batterier og kortere udviklingstid bringe Renault tættere på de kinesiske konkurrenter.

Provosts budskab til EU-politikerne i Bruxelles er meget klart: Hvis Europa fortsat vil producere biler, som almindelige europæere har råd til, skal det være muligt at udvikle nye bilmodeller, der ikke hele tiden bliver dyrere at fremstille på grund af EU’s konstante strøm af krav og regler.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here