Volvo taber milliarder og vil nedlægge yderligere 2.500 stillinger. Salget i Kina og USA svigter, mens elbiler er et europæisk lys i mørket.
Krisen hos Volvo har bidt sig fast.
I tredje kvartal fik den svenske bilproducent et nettounderskud på 5,7 milliarder svenske kroner mod et overskud på 4,5 milliarder i samme periode sidste år.
Det svarer til, at Volvo på blot ét år er gået fra en gevinst på cirka tre milliarder danske kroner til et tab på 3,8 milliarder kroner.
Omsætningen faldt samtidig 23 procent til 66,9 milliarder svenske kroner. Det fremgår af Volvos eget regnskab for tredje kvartal.
2.000 skal fyres i Sverige
Nu reagerer Volvo på krisen med endnu en spareplan. Yderligere 2.500 stillinger skal væk, heraf omkring 2.000 i Sverige. Det kommer oven i de 3.000 jobnedlæggelser, som mærket tidligere har annonceret.
Ifølge Reuters skal den nye personalereduktion være gennemført omkring midten af 2027. Volvo er i forvejen i gang med at flytte mere udvikling til Kina, hvor Volvos ejer, Geely Group, hører hjemme. Planen er, at Volvo i højere grad skal dele teknologi med Geelys andre mærker som Zeekr og Polestar. Volvo bliver med andre ord stadig mindre svensk og mere kinesisk.
Kina svigter
Volvo-krisen udspringer især fra Kina og USA.
I Kina blev omsætningen næsten halveret i forhold til tredje kvartal sidste år. Lokale kinesiske bilmærker presser både priserne og de etablerede luksusmærker med nye elbiler og avanceret software.
I USA rammes Volvo af told og bortfald af købsstøtte til elbiler og ladehybrider. Præsident Donald Trump vil have amerikanerne til at købe hjemmelavede biler med fossilmotorer.
Udviklingen fik allerede tidligere på måneden Volvo til at opgive sine forventninger til årets salg og pengestrømme. Som Hvilkenbil beskrev i artiklen 'Volvo opgiver krystalkuglen – krise bider sig fast', tør mærket ikke længere sætte tal på den nærmeste fremtid.
Vil undgå priskrig
Volvo vil nu prioritere indtjening frem for markedsandele i både Kina og USA. Mærket vil altså hellere sælge færre biler end følge konkurrenterne ned i en aggressiv priskrig.
”Tredje kvartal 2026 var meget skuffende,” siger administrerende direktør Håkan Samuelsson til Reuters.
Markedet var mindst lige så skuffet som Volvo-chefen: Kvartalsregnskabet sendte Volvo-aktien næsten 30 procent ned efter offentliggørelsen.
Skal spare flere milliarder
Den nye plan skal reducere omkostningerne med yderligere fem milliarder svenske kroner – cirka 3,4 milliarder danske kroner.
Stillingerne skal forsvinde gennem udløb af konsulentaftaler, naturlig afgang og målrettede fratrædelsesordninger. Besparelserne skal slå fuldt igennem ved udgangen af 2027.
Fabrikkerne i belgiske Gent og kinesiske Chengdu skal eventuelt også producere biler fra andre mærker for at reducere udgifterne.
Modeloffensiv skal hjælpe
Trods den alvorlige modvind planlægger Volvo også en kæmpe modoffensiv til krisen: Frem mod udgangen af 2030 vil Volvo lancere hele 13 nye biler. Modellerne skal tage højde for en mindre globaliseret verden og derfor tilpasses de specifikke markeder og behov i henholdsvis Europa, USA og Kina. Såkaldte ‘verdensbiler, hvor ‘one size fits all’ er fortid hos Volvo.
Af samme grund skal mere produktion foregå lokalt. Et godt eksempel er den nye EX60 elbil, der fremstilles i Gøteborg til et hovedsageligt europæisk publikum.
Men også nye modeller giver udfordringer. Som Hvilkenbil netop har beskrevet, er den elektriske EX60 ramt af yderligere forsinkelser. Nogle kunder må vente op til et år på at få deres nye EX60 leveret.
Der venter dermed en stor opgave for Klaus Zellmer, som Volvo har hentet hos Skoda. Han skal senest 1. oktober 2027 afløse Håkan Samuelsson og overtage arbejdet med at få Volvo ud af krisen.






