Mercedes vil forlænge levetiden for elbilers batterier

Mercedes vil styre de enkelte celler i elbilers enorme batterier. Det kan forlænge levetiden, optimere ydelsen og åbne for forskellig kemi i samme batteri.

Et elbilbatteri består af mange celler, der arbejder sammen. Men hvad nu, hvis bilen kunne behandle hver celle individuelt – og lade de stærke arbejde videre, selv om enkelte bliver trætte?

Det er en af mulighederne i en teknologi, som Mercedes arbejder på. Under navnet Power Converter udvikler den tyske bilproducent små, programmerbare strømomformere, der kan regulere strømmen til og fra enkelte battericeller eller grupper af celler i det store batteri.

Mercedes har netop præsenteret nyt fra udviklingsarbejdet. Målet er mere fleksible og effektive batterier, hvor elektronikken får langt større frihed til at bestemme, hvordan energien bruges. 

Styrer hver enkelt celle

Forenklet sagt flytter Mercedes en del af styringen fra store, centrale enheder ud til mange små omformere tæt på cellerne.

De små enheder kan tilpasse spændingen og regulere, hvor meget de enkelte celler bidrager med. Tænk på det som et hold, hvor hver deltager får opgaver efter sine kræfter og kompetencer frem for at skulle udføre præcis samme arbejde.

En stor fordel ved styring på celleniveau er, at det vil forlænge batteriets levetid.

Hvis en celle eller dens omformer svigter, kan den kobles fra, mens resten arbejder videre. Batteriet mister så lidt kapacitet, men en enkelt svag celle kan ikke ødelægge hele batteripakken.

Præcis hvor mange ekstra år eller kilometer teknologien kan give, sætter Mercedes dog ikke tal på.

Flere typer kemi i samme batteri

Teknologien åbner også for at blande forskellige kemier i samme batteripakke.

Mercedes har tidligere nævnt muligheden for at kombinere LFP-, NMC- og på længere sigt faststofceller i samme batteripakke. Så kan man bruge de forskellige kemier til det, den er bedst til - forskellige celletyper løser forskellige opgaver. 

Mercedes har også vist, at omformerne kan levere en stabil spænding på 800 volt, selv om cellernes ladestand og tilstand varierer.

Samtidig kan flere funktioner, som i dag kræver separate komponenter, på sigt samles i batterisystemet. Systemet kan også køre strømme begge veje, så bilen også kan levere strøm tilbage til eksempelvis huset eller elnettet.

Mercedes taler endnu ikke om serieproduktion. Men arbejdet med batteristyring på celleniveau vidner om, at der fortsat er uanede muligheder for at forbedre batterierne til moderne elbiler. Udviklingen er kun lige begyndt.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here