En højhastighedstest af BYD’s elektriske supersportsvogn Yangwang U9 gik helt galt. Føreren slap uden alvorlige skader - nu viser BYD selv ulykken frem på video.
Bilen slår ind i autoværnet, ryger tværs over banen og rammer så autoværnet igen. Karrosseridele flyver gennem luften, inden resterne af en af verdens hurtigste biler endelig holder stille.
BYD’s jagt på som de første at bryde den magiske grænse på 500 km/t for en seriefremstillet bil ender helt galt. Ved ca. 450 km/t mister den elektriske supersportsvogn Yangwang U9 Extreme grebet i asfalten og spinner ud af kontrol.
Nu har den kinesiske bilproducent selv offentliggjort en video af ulykken, der skete under en højhastighedstest i Kina som forberedelse til et planlagt rekordforsøg i Abu Dhabi senere i november.
Ifølge BYD’s oplysninger slap testkøreren uden alvorlige skader efter at være blevet undersøgt på hospitalet. Og ellers havde vi naturligvis heller ikke fået lov til at se videoen.
Bilen blev ustabil
Testkøreren Jiang Wen fortæller, at bilen blev ustabil under testen. Han slap derfor speederen og forsøgte at rette bilen op, men bagenden begyndte alligevel at slingre.
Ifølge hans egen forklaring var hastigheden faldet til omkring 360 km/t, da bilen først ramte autoværnet i venstre side. Derefter mistede han kontrollen over styringen, og bilen fortsatte over mod autoværnet i den modsatte side.
Billederne af vraget viser omfattende skader. Hele bagakslen er flået af bilen, men selve kabinen er intakt og har fungeret som en overlevelsescelle - præcis som vi kender det fra racerbiler. Jian Weng kunne også selv kravle ud af bilen.
Hurtigere end Bugatti
Ambitionen om 500 km/t kommer ikke ud af ingenting.
Den 14. september 2025 nåede Yangwang U9 Xtreme en topfart på 496,22 km/t på testbanen ATP Papenburg i Tyskland. Bag rattet sad den tyske racerkører Marc Basseng.
Det var hurtigere end de 490,484 km/t, som Bugatti tidligere havde opnået med deres ekstremt dyre Chiron Super Sport 300+. BYD præsenterede derfor deres eget resultat som en ny verdensrekord for serieproducerede biler.
Seriefremstillet nærmer sig dog en tilsnigelse. BYD har annonceret, at de højst kommer til at fremstille 30 eksemplarer af Extreme-udgaven af Yangwang U9, der fire elmotorer med tilsammen 3.000 hk og et elektrisk system på 1.200 volt.
Udstillingsvindue for BYD
For almindelige bilkøbere har en topfart på 500 km/t ingen praktisk betydning. Det vil være ulovligt og uklogt at køre så hurtigt på offentlig vej noget sted på kloden.
For BYD har de magiske 500 km/t til gengæld stor signalværdi.
Yangwang er koncernens luksusmærke, og U9 Xtreme fungerer som BYD’s teknologiske udstillingsvindue. Her skal BYD vise, at kinesisk bilindustri kan udfordre de mærker, som i årtier har defineret den ultimative sportsvogn.
Ferrari og Lamborghini har historien, motorsporten og de berømte motorer. Bugatti har gjort ekstrem topfart til en del af sit eksklusive brand. Med Yangwang forsøger BYD at skyde genvej ind i samme selskab – og det gør en opkomling som BYD kun ved at slå de anerkendte mestre.
Giver BYD en historie
Netop derfor er det interessant, at BYD selv offentliggør billeder af et forsøg, der gik galt.
Videoen er dog også en mulighed for at vise, at BYD er villig til at gå langt for at nå resultater. Det handler om dedikation og mod - egenskaber, der traditionelt giver respekt i motorsport. Og nu har BYD også en historie at fortælle, når de engang krydser 500 km/t-grænsen. For målet er fortsat at nå milepælen før alle de ‘fine’ sportsvognsmærker. Når man ikke har historien, stamtavlerne og de kendte kunder, handler det udelukkende om at sætte nye rekorder.






