Teknik fra store Neue Klasse biler skal sive ned i BMW’s små elbiler

AI-genereret foto.

Nye, elektriske udgaver af BMW’s 1-serie og SUV’en iX1 skifter til Neue Klasse-teknologi med 800 volt og baghjulstræk. 

BMW’s såkaldte Neue Klasse-elbiler med 800 volt-teknologi, hurtig lynladning og mere avanceret software, har været en kæmpe succes. Ordrebøgerne bugner, og selv om produktionen foregår i tre-holds skift kan BMW ikke følge med efterspørgslen.

Ikke desto mindre gør BMW nu klar til at lade teknologien sive ned i mærkets mindste og billigste modeller.

Ifølge sædvanligvis velorienterede BMWblog kommer de nyeste udgaver af 1-serien og SUV-udgaven iX1 allerede næste år med Neue Klasse-teknologi. Først iX1, der sættes i produktion om et år i november 2027. Derefter følger den mindre og lavere 1-serie i 2028. Begge modeller ventes at være klar til salg hos forhandlerne i løbet af 2028.

Kan få billige LFP-batterier

Neue Klasse er BMW’s betegnelse for en ny generation af både elbilteknik, elektronik og betjening.

Den elektriske del omfatter sjette generation af BMW’s drivlinje med cylindriske battericeller og et 800-volts el-system, der blandt andet gør lynladning væsentligt hurtigere.

I den større iX3 kan teknikken håndtere op til 400 kW. Så heftig bliver 1-serien og iX1 ikke. Det er heller ikke nødvendigt, for de mindre biler får også mindre batterier, der grundlæggende er hurtigere at lade op. En anden nyhed kan være, at basisudgaverne får de mindre energitætte, men billigere LFP-batterier.

Ny platform med baghjulstræk

Den nuværende iX1 deler sin grundkonstruktion med X1, der er udviklet som fossilbil og er den første BMW i nyere tid, der er født med forhjulstræk.

For mange BMW-fans er det nærmest helligbrøde. Nu gør BMW skaden god igen, for den nye Neue Klasse platform skifter nemlig tilbage til baghjulstræk som det sig hør og bør for den tyske køremaskine. Og det gælder for både den nye iX1 og 1-serien.

Er man gammel nok, husker man jo nok dengang BMW hånede forhjulstrækkere med sætningen “Vil du have forhjulstræk - så bak”.

Elektrisk 1-serie i 2028

Som Hvilkenbil tidligere har beskrevet, arbejder BMW også på en elektrisk 1-serie, der forventes at få navnet i1.

Her er tanken at gøre Neue Klasse billigere ved blandt andet at bruge mindre batterier og mere beskedne motorydelser end i de store modeller. Med lidt held kan den billigste udgave - i hvert fald hvis den får LFP-batteri - holdes lige under 300.000 kroner.

Kabinen forventes at få den nye skærmbetjening med en central skærm og informationer langs forrudens nederste kant. Der arbejdes ifølge Hvilkenbils oplysninger også på en kraftig udgave med to motorer og firehjulstræk.

iX2 beholder ældre teknik

Mere overraskende ser coupé-SUV’en iX2 ud til at følge en anden vej.

Ifølge BMWblog får X2 og den elektriske iX2 allerede et facelift omkring midten af 2027. Men under det nye udseende ventes iX2 at beholde den nuværende platform og elbilteknik.

Det vil i så fald betyde, at en faceliftet iX2 fortsætter med 400-volts teknik og forhjulstræk. Sammenlignet med Neue Klasse-teknikken vil iX2 derfor blive sat noget tilbage med sin maksimale ladekapacitet på 130 kW og beherskede rækkevidde.

Holder BMWBlogs oplysninger, opstår der derfor en usædvanlig situation: Den mere sportsligt udseende iX2 får nyere design, men den mere praktiske iX1 får langt det største tekniske løft.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here