Volvo har medvirket i et forskningsprojekt om mulighederne for trådløs opladning af el-biler. Resultaterne er lovende.
Forestil dig, at du parkerer din el-bil i garagen og straks starter opladningen. 2,5 timer senere er bilen igen fuldt opladet. Ikke noget med ledninger og stik. Opladningen sker trådløst.
Eller endnu bedre – bilen oplades, mens du kører!
”Med induktiv opladning placerer man simpelthen bilen over en ladeenhed, hvorefter opladningen begynder automatisk. Vi tror, det er en af de faktorer, der kan få flere bilister til at søge over i de el-drevne køretøjer,” forklarer Lennart Stegland, Vice President for Electric Propulsion System hos Volvo Car Group på baggrund af et forskningsprojekt med Flanders’ Drive, et videncenter for bilindustrien beliggende i Belgien.
Volvo stillede en Volvo C30 Electric med en ydelse på 89 kW (120 hk) til rådighed for projektet.
”De gennemførte test viste, at det tager cirka 2,5 time at oplade vores C30 Electric uden et strømkabel,” oplyser Lennart Stegland.
Volvo er ikke de eneste, der arbejder intensivt på trådløs opladning.
Allerede for to år siden indgik det amerikanske selskab Witricity et samarbejde med Toyota og Mitsubishi om udvikling af induktionsteknologi til trådløs opladning af elbiler. Selskabet skulle ifølge Ingeniøren have ansøgt om to patenter: et på et parkeringsværn til p-pladser eller garager og et andet system til montering under vejbelægningen, så elbiler kan oplades trådløst, mens de kører.
Fakta: Sådan virker det
Induktiv opladning anvender et elektromagnetisk felt i stedet for et kabel til at overføre energi mellem to objekter. En induktionsspole genererer et vekslende elektromagnetisk felt fra en opladnings-basisstation. En anden induktionsspole i den bærbare enhed samler strømmen op fra det elektromagnetiske felt og omdanner den til elektrisk energi, der oplader batteriet.
Denne teknologi er almindelig i elektriske husholdningsapparater som f.eks. en el-tandbørste, men kan endnu ikke fås til el-biler.