Vi køber langt flere brugte biler end nye

restgæld

Danskerne har i den grad spændt livremmen ind på bilbudgettet. 9-10 år gamle biler til 50.000 kroner er det mest populære køb lige nu.

Salget af nye biler har sat rekord på rekord de seneste års tid – men også brugtvognsforhandlerne har travlt med at skrive slutsedler. En opgørelse, som brugtbilsøgemaskinen Autouncle.dk har lavet for Ritzau, viser, at der også er gang i salget af de ældre modeller.

I januar blev der solgt 16.246 nye biler og 41.945 brugte, viser tal fra Danmarks Statistik. Og det er rekord for salget af brugte biler. Det betyder, at for hver ny bil bliver der handlet cirka 2,5 brugte.

”Tallene viser, at der bliver solgt rekordmange brugte biler på trods af, at vi har virkelig attraktive priser på små nye biler,” siger Johan Frederik Schjødt fra Autouncle.dk, der samler priser på brugte biler.

”Vi kan se, at det er biler i prisklassen omkring de 50.000 kroner, og at det er ældre biler, der er 9 til 10 år gamle, der bliver solgt, siger Johan Frederik Schjødt.

Han mener forklaringen på, at danskerne vælger at købe en ældre model, trods de billige mikro- og minibiler, er, at mange gerne vil have lidt mere plads til bagage og barnevogne. Og så kan man gøre en god handel blandt de brugte biler. Samtidig holder en stor afskrivning på nye biler også mange på brugtmarkedet.

”Vi har vænnet os til, at afskrivningen er stor på nye biler. Og skal man derfor gøre et fornuftigt køb, så skal man ud og have en brugt bil,” siger Johan Frederik Schjødt.

Stadig ældre bilpark
Det betyder, at den danske bilpark ikke just er på foryngelseskur – trods det store salg af nye biler.

Ifølge Danmarks Statistik var gennemsnitsalderen for personbilerne ved årsskiftet 2013/2014 9,2 år – cirka 0,1 år mindre end for et år siden. Går vi ti år tilbage til 2003, var gennemsnitsalderen 9,1 år. Tilbage i 1990’erne var gennemsnitsalderen på de danske personbiler endnu lavere – i eksempelvis 1999 blot 8,2 år. Altså cirka et år yngre i snit.

”Udviklingen mod en sikrere og mere miljøvenlig bilpark herhjemme er desværre gået den forkerte vej i de mellemliggende år,” siger Hvilkenbil.dks redaktør Jens Velling.

Han vurderer, at den økonomiske snusfornuft, der har ramt danskerne efter finanskrisen i efteråret 2008, spiller en rolle.

”Det betyder, at der er færre der kan og vil investere 200-300.000 kroner i en ny bil. Samtidig betyder de høje danske registreringsafgifter, at afskrivningskurven på nye biler er ekstra stejl, og langt den største udgift ved at købe en ny bil,” forklarer Jens Velling.

Andelen af tilbageblevne 10-årige biler af de oprindeligt registrerede er da også stort set er den samme uanset om der ses på bestanden ved udgangen af 2013 eller ved udgangen af 2003.

Fakta: Den typiske brugtbil
Den typiske solgte brugtbil var i januar 2014 en familiebil med tre til fem døre fra 2004 med benzinmotor og i farven sort. Den gennemsnitlige udbudspris var 50.000 kroner, og den havde stået til salg i snit i 29 dage.

Autouncle.dk samler og vurderer alle brugte biler til salg i Danmark og seks andre europæiske lande.

Kilde: Autouncle.dk/Ritzau

Læs også: Udsigt til 24 mio. biler i 2017 

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here