Audi elbiler: Op til 700 km på en opladning

Audi tager kampen op mod Tesla – i 2017 skal nye superbatterier give Audis kommende elbiler en rækkevidde på 500 eller endda 700 km på en opladning.

Det går godt for Tesla. Måske lidt for godt, hvis man er et tysk bilmærke med ambitioner om at blive størst i den lukrative klasse for dyre prestigebiler. Set fra Ingolstadt i Tyskland, hvor Audi hører hjemme, må man se misundeligt til, mens californiske Tesla er godt i gang med at opbygge et enestående fodfæste i klassen for eldrevne luksusbiler.

Tesla har groft sagt ingen konkurrenter. Forklaringen er, at mens tyske og japanske bilgiganter som VW, BMW og Nissan fortsat er stolte, hvis deres elbiler kan køre 200 km på en opladning, så er Tesla langt længere fremme med deres Model S, der kører anderledes imponerende 480-500 km på en opladning.

Men nu skal den californiske opkomling have et rap over fingrene. Ifølge det tyske bilsite autobild.de er Audi godt i gang med at udvikle to nye elbiler, der for første gang kan køre lige op med Tesla, når det gælder rækkevidde på en opladning.

Baseret på ny batteriteknologi og Audis velkendte letvægtsfilosofi kan Audi angiveligt snart lancere elbiler med helt op til 700 kilometers rækkevidde. Den første, Audi Q6, skulle være klar i 2017. Q6 er en fem meter lang SUV, der er baseret på samme platform som Audi A6 og A7, men altså udelukkende kører på strøm. Ifølge AutoBild kalder Audi selv den elektriske Q6 for en ”Tesla-dræber”, fordi den med en rekordlang rækkevidde på 700 km kan udfordre både Tesla Model S og den kommende SUV-aflægger Model X. Q6 vil dog også kunne fås i konventionelle udgaver med enten, benzin, diesel eller hybridmotor.

Året efter, altså i 2018, følger Audi op med den væsentligt mindre og billigere A2Q. Som modelbetegnelsen antyder, er der her tale om en A2-afløser i crossover-look. Baseret på platformen fra Audi A3/VW Golf bliver A2Q dog noget større end den originale A2, der i sin tid spillede rollen som Audis ’luksusudgave’ af den ultrasparsommelige VW Lupo 3L.

A2 blev dog aldrig nogen kommerciel succes. Det har elbilen A2Q bedre chancer for at opnå. Med ren eldrift og en rækkevidde på 500 km på en opladning kan A2Q blive den første elbil i Golf-klassen, der kan bruges til andet end bykørsel og småture. Bliver prisen rigtig – det vil sige marginalt dyrere end en Audi A3 Sportback – lyder A2Q som en bil, der har potentialet til at blive det folkelige gennembrud for elbilen på samme måde som Tesla Model S har været det for elbilen i luksusklassen.

Audi selv har endnu ikke bekræftet AutoBilds historie om, at man er på vej med elbiler baseret på en ny generation af superbatterier med meget lang rækkevidde. Og som AutoBild selv understreger, så er Audi afhængig af, at de nye batterier lever op til forventningerne, hvis man virkelig vil udfordre Tesla inden for elbiler.

[email protected]

1 COMMENT

  1. Har lige købt en BMW i3 REx… SUPER FED bil, men Tesla kan bare noget, som gør dem specielle.

    At Audi ‘truer’ med fantastiske biler i 2017 og 2018 lyder da spændende. Men indtil videre er de bagefter. Desværre.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here