Den respekterede Euro NCAP crashtest har nu så mange regler og undtagelser, at det er blevet svært at vurdere sikkerheden i nye biler, mener dansk ekspert i bilsikkerhed.
Samtidig med at den anerkendte crashtestorganisation Euro NCAP offentliggør resultatet af deres seneste crashtest, kritiserer et tidligere dansk medlem af organisationen for, at testen er blevet for svær at forstå for forbrugerne.
Sikkerhedseksperten Leif Nielsen, der i dag står bag forbrugersitet sikkerbil.dk, peger på de mange regler og undtagelser som Euro NCAP har indført i takt med, at de har skærpet sikkerhedskravene til nye biler. De skærpede regler er indført af to grunde. Dels ønsker Euro NCAP at motivere bilfabrikkerne til fortsat at forbedre sikkerheden i bilerne. Dels var man for få år siden nået til et stadie, hvor stort set alle biler scorede topkarakteren fem stjerner, hvilket underminerede NCAPs gennemslagskraft.
”Ikke desto mindre er vi nu tilbage på et niveau, hvor stort set alle nye biler får fem stjerner på trods af krav om automatisk nødbremse osv. Men de fem stjerner gælder kun den modelvariant, der er blevet testet, hvilket ikke tydeligt fremgår af testen. Desuden stiller Euro NCAP sig tilfreds med at blot halvdelen af det forventede antal solgte eksemplarer af en bestemt bilmodel har det udstyr, som bilerne har fået point for. Det betyder, at bilkøberne kan tro, at de kører i en femstjernet bil, selv om den i realiteten ikke har den præmierede sikkerhed,” forklarer Leif Nielsen.
Det gælder dog sjældent biler, der sælges på det danske marked. Her har importørerne pligt til at oplyse, om bilerne har samme udstyr, som den testede bil. Har de ikke det, mister de en stjerne på den lovpligtige mærkning, der skal sidde på alle nye biler til salg i Danmark.
”Problemet opstår, når visse former for sikkerhedsudstyr ikke er standard på alle modeller, men kun optræder i det omfang, som Euro NCAP accepterer. Det kan friste en dansk importør til f.eks. at udelade noget udstyr på billige indstigningsmodeller. Men har dette udstyr været pointgivende i Euro NCAP testen, er der stor sandsynlighed for, at en genberegning af resultatet vil vise, at bilen ikke længere er femstjernet,” siger Leif Nielsen.
Tre biler kan miste den femte stjerne
Et godt eksempel er den nyeste crashtest, hvor Skoda Fabia, Nissan Pulsar, BMW 2 Active Tourer, Tesla Model S og den lille Suzuki Celerio har mødt muren. Endelig er Renault Megane blevet gentestet.
De fire førstnævnte biler får alle topkarakteren fem stjerner. Men for tre af dem afhænger den femte stjerne af, hvilket udstyr den danske importør vælger at gøre til standard på det danske marked. Ifølge Leif Nielsen drejer det sig om:
BMW 2 Active Tourer, hvor fartpilot/fartbegænser kun leveres på bestemte udstyrsversioner. Uden dette udstyr mister BMW formentlig den femte stjerne.
Nissan Pulsar mangler indtil videre det testede AutoBrems-udstyr på Visia udstyrsversionen. Det vil koste den femte stjerne på indgangsmodellen Visia.
Skoda Fabia har den pointgivende type AutoBrems Inter-Urban på testbilen, men det er ekstraudstyr, så hvis den danske importør ikke gør det til standard, forsvinder den femte stjerne.
Det er en meget kompliceret situation for såvel importører som for Trafikstyrelsen, der er myndighed i denne forbindelse. For bilkøberne er det helt umuligt at forstå,” konkluderer Leif Nielsen og efterlyser en forenkling af Euro NCAPs point-system.
I den dårlige ende af skalaen opnår Suzukis nye mikrobil Celerio (billedet), der kommer til Danmark til marts, kun tre ud af fem stjerner. Det udløser også kritik af Euro NCAPs måde at beregne point og stjerner på.
”Testen er ikke dækkende for de modeller, vi får her til landet. Det skyldes, at EuroNCAP tester en bil med fire airbags, og derfor gennemføres pæletesten ikke, hvilket selvfølgelig trækker ned,” skriver informationschef John Mogensen i en mail. På det danske marked bliver seks airbags standard i Celerio.
”Med de kriterier, som Euro NCAP stiller op, kan Celerio ikke opnå den fjerde stjerne, men det er ikke ensbetydende med, at bilen er farlig eller dårligere end klassekammeraterne. Med de mange ændringer og stramninger, der er foretaget i NCAPs retningslinjer de sidste år, er det nødvendigt at have en mere nuanceret tilgang til resultaterne. Stjernekarakteren i sig selv fortæller ikke hele historien,” lyder kritikken fra den danske Suzuki-importør.
Leif Nielsen giver den danske Suzuki-importør ret på flere punkter: Celerio er testet uden hovedbeskyttende airbag, hvor den i Danmark får ægte gardinairbags i kabinens længde, hvilket en femstjernet VW Up f.eks. ikke har.
“Det er ærgerligt, at Euro NCAP ikke som tidligere har foretaget en orienterende, parallel pæletest af en bil med sideairbag med hovedbeskyttelse. Dermed bidrager man kun til øge tvivlen om bilernes sikkerhed i de tilfælde, hvor fabrikken reelt sigter på mindre krævende markeder. Tilbage står, at uanset om Celerio ville få topkarakter i pæletesten og blive udstyret med selehusker til bagsædet, ville resultatet stadig være tre-stjernet,” siger Leif Nielsen.
Læs mere om de enkelte crashtests på sikkerbil.dk
Euro NCAP crashtest november 2014:
Skoda Fabia: 5 stjerner
Nissan Pulsar: 5 stjerneR
BMW 2 Active Tourer: 5 stjerner
Tesla Model S: 5 stjerner
Suzuki Celerio: 3 stjerner
Renault Megane (gentest): 4 stjerner