Fremover skal VWs modeller kun eksistere i fem år, før de afløses af nye modeller. En kort levetid passer bedre til moderne bilkøbere, mener den tyske bilgigant.
Biler skal nærme sig tøj og forbrugerelektronik, hvor moden skifter konstant og nye produkter knapt er præsenteret, før de forbedres eller afløses af noget nyt.
Sådan tænker de hos Volkswagen, der fremover vil forkorte modellernes livscyklus. Hvor en VW i snit har en levetid på omkring syv år før den skiftes ud, skal levetiden kortes ned til fem år.
”Dermed tilpasser vi os kundernes måde at købe bil på,” forklarede Jörg Sommer, VW’s markedschef i USA i sidste uge til det britiske bilmagasin AutoExpress.
VWs aggressive udmelding lægger pres på konkurrenterne, og er en vigtig brik i VWs plan om at blive verdens største bilproducent. For med kortere levetid vil VW alt andet lige tilbyde kunderne endnu flere modeller i dag – og de vil fremstå ‘friske’ sammenlignet med konkurrenterne, hvis ikke de følger med i VWs opskruede udskiftningstempo.
Omvendt skal man måske også spise en bid brød eller to til den tyske fabriks udmelding. Det er der flere forklaringer på.
For det første er tanken ikke ny. Da VW lancerede Golf V i 2003 blev den også afløst allerede efter fem år af Golf VI. Teknisk var der dog tale om den samme grundlæggende teknik pakket ind i et let ændret design. Selv om VW kaldte Golf VI for en ‘ny’ model, var der i realiteten tale om et facelift, der dog var lidt mere omfattende end normalt.
Skalérbar platform sparer tid og penge
Den slags markedsføringstrick bliver VW stadig dygtigere til. Og så er vi fremme ved den næste forklaring på den kortere levetid: Med VW-koncernens såkaldte MQB-platform, er det blevet lettere og billigere for fabrikken at lave ændringer på eksisterende modeller. Et godt eksempel er den nye Passat, der er udviklet på en forlænget udgave af den platform, der også bruges til den mindre Golf. Dermed har VW kunnet udvikle Passat hurtigere og billigere end tidligere, hvor hver enkelt model som regel var baseret på sin egen, unikke ‘arkitektur’.
Med den skalérbare MQB-platform og hyppigere udskiftning har VW ikke desto mindre både teknikken og viljen til at markedsføre stadig flere nicheprodukter, mens de samtidig holder modelpaletten ung. Et kommende eksempel bliver en crossover-variant af Golf, i samme stil som designstudiet T-Roc, der blev præsenteret tidligere i år.
Det skal blive spændende at se, om konkurrenterne kan sidde den tyske udfordring overhørig. Vi gætter på, at de allerede pusler med lignende planer.
Læs også: