Konceptbilen Mazda Koeru er prøveballon for en coupélignende crossover, der skal være det japanske og billige modstykke til BMW X4
Crossover-klassen er rødglødende. Alle biler med lidt ekstra frihøjde, store hjul og et design, der gør sig lige godt foran caféen i byen og skihytten ude i vildmarken, sælger nærmest sig selv for tiden. Crossovers – en moderigtig krydsning mellem stationcar, hatchback og SUV – er den hurtigst voksende bilklasse over alt i verden, og når kasseapparaterne klirrer så højt, skal enhver niche naturligvis udfyldes og udnyttes.
BMW viste vejen med BMW X6, verdens første kombination af SUV og coupé. Og så kan det godt være, at vi var nogle purister, der rynkede på næsen og talte om dårlig smag og nyrige russere, men konceptet har vist sig levedygtigt. Lignende skabninger kommet til, og nu sender Mazda som første japanske bilmærke en prøveballon op i en af verdens mest aparte bilklasser.
Det sker i disse dage på verdens største biludstilling i Frankfurt med stilstudiet Koeru. Mazda røber ikke meget om teknikken, men med en længe på 4,6 meter og en bredde på hele 190 cm, er der tale om en lav, bred og sportslig udgave af den mellemstore CX-5 crossover. En nærliggende konkurrent kunne blive den nye BMW X4, men Mazda vil formentlig blive væsentligt billigere.
Store hjul, lav taglinje
Hvis altså japanerne har mod på at sætte Koeru i produktion. Beslutningen afhænger med stor sandsynlighed af publikums modtagelse i Frankfurt. Koeru – der i øvrigt betyder ‘at overgå’ på japansk – bygger videre på Mazdas vellykkede ‘Kodo’ formsprog med store hjul, svulmende skærme og en markant front. 21-tommer fælge og en – for en crossover – beskeden højde på 150 cm – sørger for masser af dramatik.
Der har længe cirkuleret rygter om, at Mazda – opmuntret af succesen med CX-5 og aktuelt den Mazda 2-baserede CX-3 – var på vej med en lignende model, der skal kile sig ind mellem de to biler. Modellen kunne passende hedde CX-4, men da tallet 4 er forbundet med uheld på japansk, kunne Koeru også blive til CX-6. Den betegnelse passer også bedre til modellens position som den eksklusive udgave af CX-5.
Alt det afhænger af modtagelsen af Koeru. Men designstudiet ser meget færdig ud, og Mazda er kendt for at sætte mærkets konceptbiler i produktion. Vi tror på, at Koeru kommer til verden i løbet af 2016 som Mazdas næste model i CX-serien.
Læs også: Mazda CX-3 er landet til 215.000 kr.