Pristjek: Markedet for bilforsikring er blevet næsten en femtedel billigere på et år. Se hvordan de største selskaber klarer sig.
Priserne på bilforsikring er faldet det seneste år. Det viser en prissammenligning udarbejdet af den danske sammenligningsportal Samlino.dk. Analysen, der omfatter de fem største selskaber, viser, at priserne i gennemsnit er faldet 19 pct. i forhold til sidste år.
Ifølge Samino.dk har de inkluderede selskaber tilsammen en markedsandel svarende til 67,8 pct., jævnfør statistik fra forsikringogpension.dk.
En kaskoforsikring koster i testen i snit ca. 12.000 kr., hvilket er godt 2.800 kr. billigere end i 2014.
I analysen indgår to testpersoner med to forskellige profiler samt to forskellige størrelser biler. I de valgte cases ses det, at især IF forsikring er gået forrest med en prisreduktion på hele 45 pct. Testen viser samtidig, at der er en generel nedadgående tendens på prisen, da fem ud af seks selskaber har reduceret deres pris. Kun GF har haft en lille prisstigning. Prisudviklingen ses i tabellen nedenfor.
Faldet skyldes ifølge Samlino.dk færre skader og sikrere biler, og prisfaldet forventes at fortsætte, da bilerne kun bliver mere sikre i de kommende år.
”De danske forsikringsselskaber er begunstiget af færre omkostninger i forbindelse med skader hos deres kunder. Der er derfor plads til at sænke priserne og fortsat tjene gode penge hos forsikringsselskaberne. Derudover har der været en tendens til at skære kaskoforsikringerne helt ind til benet og i stedet tilbyde tilvalgsordninger, hvilket også er med til at give lavere standardpriser,” siger direktør i Samlino.dk, Kristian Pitzner-Jørgensen.
Han mener, det er vigtigt at sammenligne priserne på forsikringerne, uanset hvad du hører fra venner og familie, da de forskellige forsikringsselskaber har forskellige målgrupper og prisstrategier.
Du kan selv tjekke, hvor du finder den billigste kaskoforsikring her.
Læs også: Renault blander bilkøb og forsikring