Priserne begynder ved 550.000 kr., når Volvo S90 kommer til Danmark i løbet af maj. Helt tæt på Audi og BMW, for denne gang vil svenskerne for alvor udfordre rivalerne.
Mens Volvo altid har været gode til at skabe sig en levedygtig niche, når det gælder sikkerhed, skandinavisk design og usnobbet luksus, har det knebet mere med at blive accepteret som et fuldgyldigt alternativ til Audi og BMW. Salgstallene har i hvert fald sjældent kunnet følge helt med de tyske konkurrenter, og derfor har det ofte lydt en smule hult, når Volvo har lanceret nye luksusbiler som reelle alternativer til Tysklands bedste prestigebiler.
Ind til sidste år. Her lancerede Volvo SUV’en XC90. En monumental ‘skærgårdsknuser’, der har taget verden med storm: Over alt i verden har XC90 ikke blot vundet massiv hæder for sit innovative sikkerhedsudstyr og ‘cool’ skandinaviske design, kunder og biljournalister er enige om, at XC90 faktisk kører lige op med direkte rivaler som Audi Q7 og BMW X5.
XC90 er spydspids for et nyt og mere selvsikkert Volvo, der med kinesiske penge og nyudviklet teknik i ryggen slår alle salgsrekorder for tiden.
Og svenskerne har appetit på mere. I disse dage er der verdenspremiere på næste nyhed fra det kinesisk-ejede bilmærke i Gøteborg, luksus-sedanen S90. Og S90 ligner faktisk en bil, der kan følge stærke, tyske rivaler og bestsellere i direktør-klassen som Audi A6, BMW 5-serie og den kommende Mercedes E-klasse til dørs.
Selvsikkerheden afspejles i de netop offentliggjorte priser. Hvor forgængeren S80 var billigere end de tyske rivaler, er S90 mere på niveau: Den næstmindste S90 D4 med 190 hestes dieselmotor og automatgear skal ifølge fdm.dk koste 615.000 kr., når den indtager Danmark i løbet af foråret. Det er 5.000 kr. mere end en tilsvarende BMW 520d, 18.000 kr. mindre end en tilsvarende Audi A6 S-tronic og formentlig noget billigere end den kommende Mercedes E-klasse, der traditionelt er direktørklassens dyreste indslag.
Beskatningsprisen på 495.000 kr. ser rigtigt skarp ud – og det er afgørende i en klasse, hvor stort set alle biler sælges som firmabiler.
Billigste S90 bliver en D3 til 550.000 kr. – eller en beskatningspris på 450.000 kr.
Læs også: Volvos topmodel bremser selv for elge