Aftale kan åbne EU for amerikanerbiler – også Cybertruck

tesla cybertruck

Ny handelsaftale mellem USA og EU kan give amerikanske biler fri adgang til Europa uden at leve op til EU-regler for sikkerhed og miljø.

Enorme amerikanerbiler kan få lettere adgang til det danske og europæiske bilmarked. Det skyldes den rammeaftale, der forleden blev indgået mellem EU og USA, og som næsten halverer den planlagte told på biler, der importeres til USA fra Europa.

For europæisk bilindustri var det umiddelbart en lettelse. Nu viser det sig, at aftalen indeholder detaljer, der kan underminere Europas strenge krav til bilers sikkerhed og miljøbelastning. I praksis forpligter EU sig nemlig til at anerkende USA's regler – og vice versa. Gennemføres rammeaftalen i sin nuværende form, vil det betyde, at biler der i dag kun er lovlige i USA – eksempelvis Teslas kontroversielle Cybertruck – kan blive solgt og indregistreret direkte i EU.

Politisk motiveret aftale

Handelsaftalen blev indgået i sidste uge og handler i første omgang om at lette toldsatserne mellem EU og USA. For amerikanerne betyder det lavere told på europæiske biler, mens EU til gengæld lover at åbne sit marked for en række amerikanske varer. Men som en del af aftalen har man også skrevet under på at anerkende hinandens standarder, og det er her, mange i EU formentlig vil spærre øjnene op.

Den fem en halv meter lange Tesla Cybertruck med spidse hjørner i rustfrit stål kan være på vej til Europa, hvis ny rammeaftale mellem EU og USA gennemføres.

Hvis rammeaftalen bliver til virkelighed, kan det spare amerikanske producenter for de kostbare ombygninger og godkendelser, der normalt kræves for at leve op til EU’s omfattende krav til alt fra fodgængerbeskyttelse til udstødning.

Sikkerhed og miljø under pres

Netop derfor møder aftalen kritik fra flere sider. Organisationer som Transport & Environment advarer mod, at EU risikerer at gå på kompromis med trafiksikkerheden. Europæiske regler kræver eksempelvis avancerede systemer som automatisk nødbremsning og skærpede krav til beskyttelse af fodgængere – krav, som ikke nødvendigvis findes i USA.

”Risikoen for fodgængere, cyklister og bilister øges, når importen af amerikanske monster-pick-up’er vil accelerere som følge af EU-USA's handelsaftale,” skriver Transport & Environment om udsigterne til flere amerikanske biler i Europa.

Ifølge organisationen kommer aftalen på et tidspunkt, hvor antallet af dræbte ’bløde trafikanter’ i USA nu er tre gange højere end i EU.

Kontroversiel Cybertruck

Her er Teslas Cybertruck et kontroversielt eksempel på de enorme biler, der kan være på vej til Europa. Med sit karrosseri i rustfrit stål har Cybertruck ingen deformationszoner overfor fodgængere og cyklister. Tværtimod kan karrosseriets kanter fungere som kæmpe knive i sammenstød med mennesker. Det har været en af årsagerne til, at bilen ikke er blevet godkendt i EU.

Også på miljøområdet er der forskelle. EU har i årevis haft skarpe grænser for bilernes CO₂-udslip, mens USA traditionelt har lagt mere vægt på kvælstofoxider. En anerkendelse af amerikanske standarder kan derfor give amerikanske producenter en fordel og samtidig underminere EU’s grønne profil.

Nye muligheder

For danske bilkøbere kan aftalen få håndgribelige konsekvenser. Amerikanske biler, der ellers kun har været tilgængelige via specialimport og dyre ombygninger, får lettere ved at finde vej til Danmark og resten af Europa. Særligt store SUVere og pick-up’er vil alt andet lige også blive billigere.

Der er dog tale om detaljer i en rammeaftale, der i princippet kan ryge ud af den endelige aftale mellem EU og USA.

Imod taler, at mange amerikanske biler passer endog meget dårligt til EU's ambition om at forbedre både sikkerhed og miljø. For, at den amerikanske præsident lægger stor vægt på at give amerikanske varer bedre betingelser på det europæiske marked. Her har Trump tilmed specifikt klaget over, at europæerne ikke vil købe amerikanske biler.

Det kan der være flere årsager til. Under alle omstændigheder har rammeaftalen potentiale til at ændre markant på europæiske bilkøberes valgmuligheder.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here