Amerikanske bilgiganter satser på ny batteri-teknologi

Mens kinesiske bilproducenter satser på billige og solide LFP-batterier, mener både General Motors og Ford, at de har noget bedre på vej.

Mens vi taler om mirakelbatterier som solid state, sker der noget helt andet i bilindustrien: De såkaldte LFP-batterier med en kemi baseret på litium-jern-fosfat vinder frem som elbilernes ‘arbejdshest’: Billige, solide og med ganske få sjældne metaller.

Særligt de kinesiske bilproducenter er glade for LFP-batterier. Og arbejder løbende på at forbedre deres svagheder som relativt lav energitæthed, langsommere lynladning og dårligere præstationer i kulde.

LFP-batterier vinder også frem i Europa, hvor blandt andet VW og snart Renault begynder at bruge dem i større stil. Her afløser de ofte de udbredte NMC-batterier (nikkel-metal-kobolt), der har mere energi pr. kg, men også er dyrere og mere sarte.

Findes i store mængder

Men i USA tror de på en helt tredje løsning til de fleste elbiler.

General Motors, der står bag bilmærker som Cadillac og Chevrolet og engang var verdens største, arbejder på 10. år på såkaldte LMR-batterier - litium-batterier med et højt indhold af mangan.

Mangan har flere fordele. Det findes i store mængder og kan relativt let udvindes uden høj miljøbelastning. Ifølge GM har det højere energitæthed end LFP-batterier til samme lave pris. Helt præcist er energitætheden en tredjedel højere end LFP’s og dermed tæt på NMC-batterier.

Samtidig er LMR-batterier yderst stabile og mindre påvirkelige af lave temperaturer end LFP-batterier.

Klar i 2028

GM tror så meget på LMR-batterier, at de allerede i 2028 vil sætte dem i de første elbiler. Og herfra skal LMR udkonkurrere LFP som den mest benyttede batteritype i GM’s elbiler.

Flere af de helt store spillere har samme overbevisning som ‘Generalen’. Ford udvikler også på deres eget LMR-batteri og den koreanske batterigigant LG vil fremstille dem i USA fra 2028.

Som andre lovende batterityper mangler LMR-batteriet det sidste, afgørende skridt fra de opmuntrende erfaringer i laboratoriet til masseproduktion på et samlebånd.

Men General Motors er sikker i sin sag: LMR er fremtiden for de mest almindelige elbiler - de ‘elektriske folkevogne’, som der kører flest af.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here