Analyse: Elon Musk skader Tesla mere end Kina skader BYD

trump tesla
Foto: whitehouse.gov

Europæiske bilkøbere ser Elon Musk som en større belastning for Tesla end BYD's forbindelser til den kinesiske stat, viser ny analyse.

Tesla-chef Elon Musk er blevet en større udfordring for Tesla i Europa, end BYD's forbindelser til den kinesiske stat er for den kinesiske bilgigant.

Det er en af konklusionerne i juli-udgaven af Electric Vehicle Intelligence Report. Her har analysevirksomheden EV Intelligence spurgt 1,861 forbrugere i EU om deres holdninger til elbilmærker. 

Undersøgelsen viser, at 39 procent af de adspurgte har fået et mere negativt syn på Tesla på grund af Elon Musk. Til sammenligning svarer 30 procent, at BYD's forbindelser til den kinesiske stat påvirker deres syn på bilmærket negativt. Samtidig svarer 31 procent, at de er neutrale over for BYD's kinesiske baggrund, mens blot 17 procent er neutrale over for Elon Musks rolle hos Tesla.

Analysen viser altså, at Tesla i højere grad end BYD kæmper med et omdømmeproblem, der er knyttet til virksomhedens ledelse. Resultatet er alvorligt for Tesla, der har det dårligste image blandt 28 bilmærker i Europa.

Musk fylder mere end bilerne

Årsagen er Teslas egen chef, Elon Musk. Ifølge EV Intelligence har Musk stor betydning for europæernes vurdering af Tesla. Tidligere handlede deres valg af elbil mest om teknologi, rækkevidde og ladenetværk. I dag fylder virksomhedens direktør langt mere, når forbrugerne skal vælge bilmærke.

Forklaringen er velkendt. Mange europæiske forbrugere ser kritisk på Elon Musks politiske engagement, hans tætte relation til den amerikanske præsident Donald Trump og Musk’s ofte kontroversielle udtalelser på sit eget sociale medie X.

BYD møder også kritik. Mærket bliver ofte sat i forbindelse med den kinesiske stat, unfair statsstøtte og bekymringer om datasikkerhed. Men ifølge analysen er disse forhold mindre belastende for europæernes syn på BYD, end Elon Musk er for Tesla. 

Afslører paradoks

Undersøgelsen afslører dog også et tydeligt paradoks.

Mens Elon Musk ifølge analysen skader Tesla-brandet i Europa, er Tesla samtidig begyndt at genvinde terræn på flere markeder.

De seneste registreringstal viser, at Tesla igen øger salget i flere europæiske lande. Også Danmark, hvor danskerne går for at være de mest Musk-kritiske i verden, men hvor Tesla-salget ikke desto mindre steg over 50 procent i juli. Dermed fortsætter den fremgang for Tesla, der har været synlig gennem flere måneder efter et vanskeligt 2025. Også selv om der er eksempler på tilbagegang for Tesla i enkelte, europæiske lande.

Undersøgelsen viser, at mange bilkøbere skelner mellem personen Elon Musk og selve produktet. Når der vælges bilmærke, vejer facts som pris, rækkevidde, software og Teslas omfattende Supercharger-netværk tilsyneladende tungere end utilfredshed med mærkets direktør.

Image og salg følges ikke altid ad

EV Intelligence understreger selv, at omdømme kun er én blandt mange faktorer, når forbrugerne vælger bil.

Tesla kan godt have et svækket image samtidig med, at mærket oplever stigende salg. Omvendt viser analysen også, at omdømme kan få større betydning på længere sigt, hvis konkurrenter som BYD, og for den sags skyld andre kinesiske mærker, fortsætter med at indhente Tesla på teknologi og pris.

Men så længe forbrugerne mener, at Tesla fortsat tilbyder konkurrencedygtige biler og priser, ser utilfredsheden med Elon Musk altså ikke ud til at være nok til at bremse salget. 

Analysen peger dog på, at Elon Musk er blevet en reel udfordring for Tesla-brandet. Og dét i en grad, så det er et større problem for Tesla end den politiske bagage - i hvert fald indtil videre - er for konkurrenten BYD. 

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here