Bambus er det nye kulfiber

Super stærkt, hurtigt voksende og totalt bæredygtigt: Ford forsker i at gøre bambus til en vigtig og miljøvenlig bestanddel af din næste bil.

Det er ikke kun nuttede panda-bjørne, der er glade for bambus. I bilgiganten Fords udviklingscenter i Nanjing har man også fået øjnene op for mulighederne i de lange og træ-agtige rør. Bambus er nemlig et af naturens mest hårdføre materialer, der gennem årtusinder har været brugt til alt fra mad til byggematerialer. Står det til Ford, bliver det snart en bestanddel i din næste bil.

Det er løbende forskning, der har resulteret i et gennembrud i nye materialer til bilproduktion som for eksempel superstærk kulfiber og letvægtsaluminium, og ikke mindst udbredelsen af naturens egne materialer. Bambus kan blive det nye skud på stammen af eksotiske materialer i din næste bil, blandt andet fordi bambus kan vokse helt op til tre meter om dagen under de rette betingelser. Kombinerer man bambus med plastic, får man et superstærkt materiale, der bl.a. kan bruges til overfladerne inde i bilen.

“Bambus er fantastisk,” fastslår Janet Yin, som arbejder på Fords Nanjing Research & Engineering Center.

“Det er et stærkt, fleksibelt, 100 procent vedvarende materiale – og i Kina og mange andre dele af Asien har vi rigeligt af det.”

Stærkere end nogle typer metal
Fordelene ved bambus er blevet anerkendt i mere end hundrede år. Thomas Edison eksperimenterede endda med det, da han lavede den første lyspære. Styrken i bambussens opbygning er kendt for at kunne konkurrere med eller være endnu bedre end nogle typer af metal. Og da bambus vokser til fuld modenhed på bare to til fem år – sammenlignet med op til årtier for andre træer – regenererer bambus også let.

Ford har i de sidste par år arbejdet sammen med flere leverandører for at evaluere brugen af bambus i biler og forsket i, at skabe ekstra stærke dele i kombination med plast. Forskningen har vist, at bambus giver bedre resultater end mange andre testede syntetiske og naturlige fibre i en række materialetests, lige fra træk-styrkeforsøg til slag-styrkeforsøg. Bambus er i forsøgene også blevet opvarmet til mere en 100 grader celcius for at sikre, at det kan tåle varme.

Brugen af naturmaterialer i biler er dog ikke ny. Blandt andet kan papir-returmasse og plantefibre indgå i bilers lyddæmpende materialer, lige som store dele af den plast, som ikke umiddelbart kan ses, kan være lavet af genbrugsmaterialer.

Læs også: Ford kigger i krystalkuglen

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here