Batterigigant vil lave batteri tre gange bedre end solid state

Verdens største batteriproducent forsker i litium-luft batterier, der langt overgår hypede solid state-batterier. Elbiler kan få 1.600 kilometers rækkevidde.

Endnu inden vi har set de første solid state-batterier, der forventes at revolutionere elbiler med længere rækkevidde og hurtigere lynladning, sigter kinesisk batterigigant efter en endnu bedre løsning.

Såkaldte litium-luft-batterier får det ellers hypede solid state-batteri til at minde om det halvflade blybatteri i din bedstefars lommelygte.

Bruger luftens ilt

Modsat de kendte litium-ion batterier, der bruger sjældne metaller som nikkel, kobolt og mangan til at ‘huse’ litium-ioner, bruger den nye superbatteri litium-metal som anode og ilt fra luften som katode. Teknologien reducerer batteriets vægt og kompleksitet markant og kendes også som det “åndbare batteri”.

Teoretisk er der virkelig tale om et batteri, der kan revolutionere elbilen: I bedste fald er energitætheden svimlende 12.000 Wh/kg. Det kan sammenlignes med energitætheden i benzin pr. liter.

30 gange mere energi end solid state

Til sammenligning har litium-ion batterier en energitæthed på 250 Wh/kg, mens solid state forventes at runde 400 Wh/kg. Litium-luft batterier har altså op til 48 gange så meget energi pr. kg som de mest udbredte elbil-batterier i dag - og 30 gange så meget som de hypede solid state.

Men ét er som bekendt teori, noget andet praksis.

I aktuelle laboratorieforsøg har kinesiske forskere ‘kun’ opnået en tiendedel af den teoretiske energitæthed - altså 1.200 Wh/kg. Men det er stadigvæk tre gange mere end solid state-batterier. Hvis forskningen kan omsættes til massefremstillede batterier, forventer man, at litium-luft batterier vil give elbiler en rækkevidde omkring 1.600 kilometer.

CATL mener det alvorligt

Som altid skal man spise en hel bagerforretning til, når man læser om nye mirakelbatterier.

Når litium-luft batterier alligevel næppe er det - ja, rene luft - skyldes det, at batteriproducenten CATL nu officielt har meldt ud, at man går efter at udvikle litium-luft batterier til kommercielt brug i blandt andet elbiler.

Kinesiske CATL er verdens største batteriproducent. Der er altså ikke tale om en lille, håbefuld start-up som finske Donut, der fisker efter investeringer. 

Flere udfordringer

Når verden endnu ikke har set brugbare litium-luft batterier skyldes det naturligvis, at teknologien har flere uløste udfordringer. Blandt dem sårbarhed overfor fugt i luften, udfordringer med stabilitet og gentagne opladninger.

Ifølge CATL er der dog sket afgørende gennembrud i forskningen, der gør det realistisk at fortsætte udviklingen af litium-luft batteriet.

Ingen grund til at vente

At CATL, der også udvikler solid state-batterier, nu kigger frem mod “den næste store ting”, understreger bare, at man som forbruger ikke skal vente på ny teknologi: Udviklingen stopper aldrig, og der er altid udsigt til noget endnu bedre. 

Over de seneste år er den eksisterende batteriteknologi faktisk forbedret dramatisk. Ofte giver de små, vedvarende forbedringer lige så gode resultater som de sjældne, revolutionerende spring i teknologi.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here