Tidligere ansat har meldt finske Donut Lab til politiet for at bedrage offentligheden med vildledende oplysninger om firmaets solid state-batteri.
Historien om finske Donut Lab, der hævder at være først med et masseproduceret solid state-batteri, har taget en dramatisk drejning.
Siden Donut Lab i begyndelsen af januar hævdede, at de havde udviklet et solid state batteri med dobbelt så høj energitæthed som kendte litium-ion batterier og med ekstrem hurtig lynladning og levetid, har eksperter udtrykt stor skepsis. Flere har kaldt Donut Lab’s påstande fup og teknisk umulige at opnå.
Bekræfter skeptikernes mistro
Nu bliver kritikken mere konkret og endnu mere alvorlig.
Lauri Peltola, tidligere kommerciel direktør for Nordic Nano, der fremstiller Donut Lab’s 'mirakel batteri', har meldt Donut Lab til politiet. Det skriver den finske avis Helsingen Sanomat.
I anmeldelsen anklager Peltola Donut Lab for at vildlede offentligheden med sine påstande om deres solid state-batteri, især når det gælder energitæthed, holdbarhed og evnen til at fremstille batteriet. Dermed bekræfter den tidligere direktør skeptikernes manglende tro på Donut Lab’s påstande.
Tester gamle batterier
Ifølge anmeldelsen anklager Peltola også Donut Lab for at bruge en tidligere generation af battericeller i de uafhængige tests, som Donut Lab efterfølgende har brugt i deres forsøg på at bevise deres påstande. Men disse tidligere battericeller er ikke klar til masseproduktion, mener Peltola.
Donut Lab har tidligere sagt, at de vil være i stand til at levere de første batterier til de elektriske Verge-motorcykler i første kvartal. Det er dog endnu ikke sket.
Afviser beskyldninger
Donut Lab afviser beskyldningerne og understreger, at man endnu ikke kender den fulde ordlyd af anmeldelsen.
“Donut Lab tager beskyldningerne alvorligt, men afviser at have begået noget ulovligt eller at have vildledt investorer. Donut Lab og Nordic Nano Group arbejder tæt sammen om udvikling af ny batteriteknologi, og begge virksomheder bakker begge stærkt op om de tidligere annoncerede oplysninger om batteri-egenskaber og produktion. Donut Lab udfører aktuelt batteritests ved hjælp af tredjepart, og flere research-resultater vil blive offentliggjort i løbet af foråret,” skriver Donut Lab blandt andet i en pressemeddelelse.
Lang række af sensationshistorier
Donut Lab’s sensationelle påstande om - som lille, finsk opstart - at have udviklet verdens første solid state-batteri til masseproduktion, skriver sig ind i en lang række af sensationshistorier.
I årevis har batteri- og bilproducenter samt små, uafhængige virksomheder hævdet, at de har opnået afgørende gennembrud i udviklingen af et nyt superbatteri. Ofte efterfulgt af et forbehold, der skulle retfærdiggøre, at produktionen endnu ikke kunne sættes i gang.
Her har Donut Lab skilt sig ud fra mængden. Ikke alene har de sat sensationelle tal på batteriets ydeevne - finnerne har også lovet, at de ville levere de første batterier i første kvartal.
Det har vi ikke set før. At en tidligere ansat nu har meldt virksomheden til politiet, tyder på, at heller ikke Donut Lab er klar med det hypede ‘mirakelbatteri’.






