Billige kinesere nærmer sig Europa

elbiler

Tre, måske fire kinesere er på vej til Europa. Leapmotor, Mona og Firefly stiller med billige modeller. Fjerde nye mærke hedder Onvo.

Billige elbiler fra kinesiske Leapmotor vil i 2025 finde vej til flere europæiske lande, og Danmark indgår i planerne.

Mona, der er et billigmærke under Xpeng, kommer også til Europa. Det samme gør Onvo og formentlig også Firefly, der er en filial af Nio. Endnu er det dog ikke besluttet, om Mona, Onvo og Firefly lægger vejen forbi Danmark.

Uanset hvad, skal europæerne lære nye navne på flere kinesiske elbiler. Leapmotor vil introducere den lille T03, der er på størrelse med BYD Dolphin og har en rækkevidde på 265 kilometer.

Stellantis-koncernen, der bl.a. ejer Peugeot, Citroën, Opel, Fiat og Jeep, har i dag 51 procent af aktierne i privatejede Leapmotor, og ifølge Stellantis-topchef Carlos Tavares vil T03 koste mindre end Citroën ë-C3, der på danske plader fås fra 180.000 kroner.

elbiler
Leapmotor T03 er en direkte konkurrent til BYD Dolphin.

Den anden elbil fra Leapmotor, der kommer til Europa i første bølge, er C10, en mellemklasse-SUV, der skulle være nogenlunde på størrelse med Tesla Model Y. Den fås med to batteristørrelser – 53 og 71 kWh – det største med en rækkevidde på op til 420 kilometer.

Allerede i september i år vil Leapmotor T03 og C10 være til salg i Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien, Portugal, Grækenland, Rumænien, Holland og Belgien. Næste år også i Storbritannien, og Schweiz og Danmark vil blive føjet til, sagde Leapmotors administrerende direktør, Tianshu Xin, tirsdag til Automotive News.

Optimismen fejler ikke noget: Leapmotor regner med allerede i 2025 at have 200 forhandlere i Europa og året efter 500. 

Model Y-konkurrent fra Onvo

Det privatejede Xpeng byder ind med discountmærket Mona. Om Mona findes i øjeblikket ikke andre brugbare informationer, end at første model vil koste 21.000 dollar (cirka 145.000 danske kroner). Dertil kommer moms og afgifter.

Nio, der også er privatejet, men et af de kinesiske bilmærker, som har det svært i Vesten, giver i dag, onsdag den 15. maj, sit undermærke Onvo international debut. Onvos første model hedder L60, og den præsenteres også som en konkurrent til Tesla Model Y. Flere rygtesmede mener, at L60 vil komme til at koste mellem 320.000 og 330.000 kr. 

Et andet mærke under Nio har indtil videre navnet Firefly. Modellen fra Firefly er angiveligt en discount-bybil med planlagt premiere i 2025. Både Onvo L60 og Firefly-modellen vil ifølge oplysninger i bl.a. Teknikens Värld benytte batteriskifte som Nios modeller.

Mona står i øvrigt for “Made Of New AI” (AI = kunstig intelligens), og Onvo for “On Voyage” (på rejse).

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here