Her er elbilen, mange danskere har råd til

Til priser fra 180.000 kr. bliver Citroën ë-C3 Danmarks billigste elbil. Vi har været til dansk snigpremiere – her er vores første indtryk.

Når Citroën frigiver den nye ë-C3 til salg – det sker i dag, lørdag kl. 15. – kan den prale af at være Danmarks billigste elbil. Priserne begynder ved 180.000 kr. for basisudgaven You! Udstyret er ikke overdådigt, men her er faktisk, hvad der bør være i en moderne bil. Det vil sige aircondition, almindelig fartpilot og p-sensorer i bagerste kofanger, så du kan bakke uden at lave buler.

Mere vigtigt er ë-C3 en bil, som forbrugerne længe har efterspurgt. En kompakt, moderigtig crossover i 4-meter-klassen. Det høje design byder på let ind og udstigning, fornuftig plads til den lille familie – og så er ë-C3 endelig en elbil med en pris under den magiske grænse for mange danskere på 200.000 kr.

320 km rækkevidde
ë-C3 bliver den første model med Citroëns nye logo i en oval.

Rækkevidden er rimelige 320 km under optimale forhold – det vil formentlig sige omkring 200-250 km i virkelighedens verden alt efter hastighed og temperatur. Ladning er lige efter bogen: 11 kW derhjemme ved vekselstrøm, op til 100 kW på farten i en lynlader.

Her drager Citroën ë-C3 fordel af et lille batteri på 44 kWh. Det tager ikke så lang tid at oplade – ifølge Citroën henholdsvis 2,5 timer og 26 minutter fra 20-80 pct. Batteriet er af den robuste LFP-type (litium jern fosfat), der kan lades til 100 procent uden at øge sliddet, og ikke benytter sjældne råstoffer som kobolt og nikkel.

Danmarks billigste elbil kommer i yderligere to versioner med mere udstyr. Impress til 193.000 kr. har bl.a. også bakkamera, 17-alufælge, LED forlygter, trådløs mobil-opladning, læderrat, regnsensor, splitbagsæde, tag i kontrastfarve og Citroëns særligt komfortable forsæder.

For yderligere 7.000 kr. – 200.000 kr. i alt – rykker du op i topudgaven VTR Sport. Her er varme i rat og forsæder, støjdæmpet forrude og navigation også en del af pakken.

Forsinket produktion
Citroën kalder det lille speedometer under forruden for et head-up display. Det er vist en tilsnigelse. I basisudgaven bruger du din smartphone som centerskærm – det holder prisen nede.

Mens du kan bestille ë-C3 fra i dag den 16. marts, var det også planen, at de første biler skulle leveres her i foråret. Men produktionen på Citroëns fabrik i Slovakiet er forsinket. Ifølge den danske importør bliver de første biler nu leveret i september eller oktober.

Hvilkenbil har dog haft lejlighed til et smugkig på en prototype, som i disse dage er på rundtur hos flere danske Citroën-forhandlere. Ser vi bort fra den lidt rustikke samlekvalitet, der er typisk for ikke-seriefremstillede biler, gør ë-C3 et positivt førstehåndsindtryk. Bevares, det meste plastic i kabinen er af den hårde slags for at holde prisen nede, men både på instrumentpanel og døre blødes indtrykket bogstaveligt talt op af polstrede stofindlæg.

Foran sidder du let hævet med et godt udsyn over den lidt kantede bil. Designet gør det nemt at overskue bilens hjørner, og med fire-vejs justerbart rat er det nemt at finde en god kørestilling.

Bagsædet er klart mere gæstfrit end i den nuværende C3. Hvis familien ikke er alt for langlemmet, kan ë-C3 godt være kernefamiliens første elbil – bare klapvognen kan foldes grundigt sammen, så den kan være i det i øvrigt regulære bagagerum.

118 hk og 135 km/t
Bagsædet er OK rummeligt for en bil, der blot er 402 cm lang.

Prototypen var desværre ikke køreklar, så vi må vente med et første køreindtryk til senere i år. Modsat Dacia Spring, der tidligere kunne prale af titlen som Danmarks billigste elbil, virker ë-C3 dog på alle måder mere moden. Citroën selv taler om at tilbyde klassens bedste komfort med mærkets progressive støddæmpere. Med en motor på 83 kW (118 hk) bør ë-C3 heller ikke have problemer med at følge med trafikken. Heller ikke på motorvejen – topfarten er nemlig 135 km/t.

Titlen som Danmarks billigste elbil giver Citroën ë-C3 en særlig position på markedet. Ikke mindst på et tidspunkt, hvor markedet for de større og dyrere elbiler ser ud til at være mættet. I stedet er der brug for kompakte og billige elbiler, og her er Citroën – som moderkoncernen Stellantis tidligere har lovet – blandt de første. Endda med en god margen på prisen: Danmarks næst billigste elbil er MG4 til 200.000 kr., mens Nissan Leaf fås fra 216.000 kr.

Den danske Citroën-importør har da også store forventninger til ë-C3:

”Vi synes prisen er lav, og der er rigtigt mange eksisterende C3-ejere i Danmark, der nu får en reel mulighed for at vælge en elbil næste gang,” siger Hanne Sørensen, Head of Group PR hos K. W. Bruun, der importerer Citroën i Danmark.

Læs mere om ë-C3 her.

[email protected]

8 Kommentarer

  1. Hold op hvor er den uskøn, men fedt der endelig kommer sådan en bil, tillykke Citroën – med forbehold for, at den kører som en Dacia Spring naturligvis 🙂

  2. Enig! Hvorfor er der ingen ud over Tesla, der kan lave en lavere bil med mindre vind modstand. Hvorfor skal det være disse store kasser, med form som en mursten? Hvis man laver dem rigtigt, får de større rækkevidde! Og de er samtidigt virkelig grimme! Men prisen er god nok. I hvert fald indtil videre!

  3. Nu står der, at LFP batterier kan lades op til 100 % uden at det slider på batteriet. Hvad jeg har læst mig frem til, ser det ikke ud til at passe. Den er bedre til at håndtere det end normale lithium batterier, og den SKAL også op på 100% i ny og næ for at man får et præcist tal på reststrøm. Men jeg synes, det ser ud som om, at det stadig er noget der slider på LFP, når den lades over 80 %. Og selvom det er mindre end på de andre typer, synes jeg ikke man kan sige, at det IKKE slider på det. I hvert fald hvis det jeg har læst, passer. Jeg ved ikke om du har en undersøgelse der modbeviser det, som du kan nævne. Jeg vil i hvert fald gerne vide mere om det.

    • Hej Ole. Det er et meget relevant spørgsmål. Som der findes en del meninger om. Dog ser det ud til, at der er udbredt enighed om, at LFP-batterier er mere robuste og faktisk SKAL lades op til 100 procent jævnligt for at fungere optimalt. Det er også samme anbefaling, som Tesla giver deres ejere af Model 3 og Model Y Standard Range med LFP-batterier – og Tesla må have den mest omfattende erfaring med LFP-batterier, fordi de har fleste biler derude med teknologien. Når det er sagt, vil alle batterityper miste kapacitet over tid (ligesom forbrændingsmotorer mister kræfter over tid). Du kan evt. læse denne udmærkede artikel fra Inside EV’s, der bygger på erfaringer fra især Tesla-ejere: https://insideevs.com/news/695788/tesla-model-3-lfp-battery-tips-from-owners/ Med venlig hilsen, Jens Velling, redaktør, Hvilkenbil.

      • Nu ved jeg ikke lige, hvor præcis man kan sige den artikel er, da den omhandler få nævnte eksempler og deres måling af degradering er baseret på, hvor meget kortere deres opgivne maks rækkevidde er. Nu ved jeg ikke, hvordan Tesla fungerer, når det kommer til det og om deres maks rækkevidde er baseret på kørselsmønster på det sidste. I så fald kan det også være en faktor.

        Men i den artikel du linkede til, siger de endda, at den bedste måde at minimere degraderingen på, er at lade til 100 %. Med andre ord, ikke nok med at den skulle kunne klare 100% uden at det ødelægger batteriet hurtigere, det er endda BEDRE for batteriet, hvilket lyder helt forkert. Mit problem med at det kommer fra Tesla (sidstnævnte udtalelse) er, at de fint kunne have haft tanken bag det, at de ikke ønsker den hvirvelvind af dårlig omtale, det ville føre med sig, at folk strander uden strøm hist og pist, fordi man ikke kan få en præcis måling af restdistance fordi den ikke er ladet 100%. Så hellere lidt mindre kapacitet med tiden, da den qua sin teknologi alligevel har længere levetid end de normale lithium batterier.

        Jeg smider også lige et link der snakker lidt om det. https://www.autoevolution.com/news/the-puzzling-reason-why-tesla-misleadingly-recommends-charging-the-lfp-batteries-to-100-187075.html

        Jeg synes, det er et fascinerende emne, så jeg ville gerne have der var en mere ens holdning til, hvordan LFP kan behandles, ligesom der er til de normale lithium-batterier. Her er der ikke så meget slinger i valsen. Hold den mellem 20 % og 80 %. Gerne lad hver dag og hold den nede omkring 60 %, hvis man kan det osv.

  4. Fint med en ELbil vi alle kan købe, og så man sætter sig op i den og ikke ligger ned. Det er perfekt. Nice Citroën.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here