Mercedes er på vej med billigere udgaver af luksus-SUV’en GLC EQ. Et mindre batteri sænker prisen, men har stadig 650 km rækkevidde.
Mercedes gør som ærkerivalen BMW: Lancerer en billigere udgave af BMW iX3-konkurrenten GLC EQ.
Spareøvelsen er den samme. Mercedes fjerner en elmotor, nøjes med bag- i stedet for firehjulstræk og et mindre batteri på 85 kWh. Voila - pludselig bliver den elektriske Mercedes GLC EQ omkring 10 procent billigere. I hvert fald i USA. De danske priser er endnu ikke klar. Men mon ikke, at Mercedes lægger sig omkring de baghjulstrukne udgaver af de oplagte konkurrenter.
De er BMW iX3 og Volvo EX60, der begynder fra henholdsvis 520.000 og 545.000 kroner. Også Audi Q6 e-tron med mere beskeden rækkevidde fås fra 520.000 kroner.
Bliver dyrere end BMW og Audi
Mercedes vil helt sikkert forlange lidt ekstra for stjernen i kølergrillen. Den nuværende GLC EQ 400 4Matic begynder i dag fra 620.000 kroner, så vi gætter på 540.000 kroner for den kommende basismodel GLC 250.
Så bliver der også plads til at placere mellemløsningen, GLC 300 4Matic med to elmotorer og træk på alle fire, lige midt imellem de to. Her kunne en dansk pris lande omkring 585.000 kroner.
Kun 28 km mindre rækkevidde
Umiddelbart ligner basisudgaven med baghjulstræk et godt køb. Du giver nemlig ikke afkald på ret meget sammenlignet med topmodellen. Den enlige elmotor yder solide 256 kW (348 hk) sammenlignet med 360 kW (489 hk) i topmodellen, mens rækkevidden kun formindskes en smule - fra 678 til 650 kilometer.
Kræfterne rækker til at rykke fra 0-100 km/t på mindre end seks sekunder. Rigeligt for en familiebil, hvis ikke børn og Fido skal blive køresyge.
De tilsvarende tal for mellemudgaven 300 4Matic er 306 kW (416 hk) og en rækkevidde på 616 kilometer.
Kommer i år
De billigere GLC 250 og 300-udgaver ventes til Danmark senere i år, hvor de vil supplere topmodellen 400 4Matic.






