BMW viser anden generation af den praktiske 2-serie Active Tourer. Dansk premiere i februar uden udsigt til den syv-personers Gran Tourer.
Tilbage i 2014 skabte BMW en del fuore i fanskaren. Bayrerne lancerede nemlig 2-serie Active Tourer, der ikke alene var mærkets første familievenlige MPV, men også trak på – tør vi næsten skrive det – forhjulene.
Lad os bare sige, at det ikke faldt i god jord hos den mere rettroende del af menigheden, for hvem BMW er den ultimative køremaskine med sekscylindret rækkemotor og baghjulstræk.
Siden er der som bekendt sket endnu større revolutioner i bilverdenen, men lad det nu ligge. For syv år siden tog BMW en chance med 2-serien, og slap hæderligt fra det. Et smash-hit kan man ikke kalde den praktisk anlagte Active Tourer og den syv-personers Gran Tourer, men der er immervæk solgt 430.000 eksemplarer. Vi gætter på, at BMW også har tjent penge på dem, for teknikken stammer nemlig fra BMWs britiske MINI-modeller.
Kølergrill fra topmodeller
Det gælder også for den nye udgave, der er en nyudviklet model og ikke blot et facelift. Akselafstanden er den samme, men Active Tourer vokser et par cm i både højde, længde og bredde. Designet er også fornyet fra for- til baglygter. Mest iøjnespringende med den kæmpe nyregrill, som vi kender fra de helt store modeller som X7 og 7-serien og til en vis grad den aktuelle 1-serie. Om det giver 2-serien pondus eller bare visuel overbalance, vil vi lade designpolitiet afgøre.
Derudover er der LED-lygter for og bag i et nyt, mere fladt og smalt formsprog, håndtagene er indfældet i karrosseriet og sidespejlene fæstnet på dørsiderne. Bagude er udstødningsrørene – højst usædvanligt for BMW – gemt væk. Det vender vi tilbage til.
Indvendig er 2-serie Active Tourer topmoderne. Alle udgaver får BMWs nye ’curved display’ kæmpe-skærm som standard. Det er netop lanceret i den helt nye elektriske topmodel iX. I 2-serien består det af et godt 10-tommers digitalt instrumenthus, der glider over i et lige så stort infotainmentsystem, der er vinklet ind mod føreren på klassisk BMW-manér. Softwaren bag er BMWs nye operativsystem 8, der – i hvert fald i topudgaverne – har alle tænkelige funktioner og konstant er online.
Bagsædet er tredelt 40:20:40 og kan også her i anden generation forskydes op til 13 cm i længden. Bagagerummet er dybt og regulært og rummer 470 liter. Medmindre du vælger ladehybridudgaven, hvor det indbyggede batteri på 16 kWh reducerer kapaciteten til 415 liter.
Altid automatgear
Og så er vi tilbage ved udstødningsrørene. Selv om du ikke kan se dem, kommer den nye 2-serie nemlig udelukkende med forbrændingsmotorer med mere eller mindre elektrificering. Basis bliver den kendte trecylindrede 1,5 liters med 136 hk, mens en kraftigere udgave af samme motor med 48-volts mild-hybrid teknik yder 170 hk. Syv-trins automatgear med dobbeltkobling er altid standard.
Set med danske øjne bliver to ladehybrid-udgaver nok endnu mere spændende, fordi de vil nyde godt af en afgiftslettelse. Dels 225e xDrive med firehjulstræk og 245 hk, dels 230e xDrive med 326 hk og samme firehjulstræk. Begge kan angiveligt køre op til 80 kilometer på ren strøm.
Desværre kender vi først priserne på den anden side af nytår, kort før 2-serie Active Tourer når frem til de danske forhandlere i februar.
Til den tid finder vi også ud af, om BMW – modsat næsten alle andre bilmærker – kan finde kunder til en praktisk MPV-model. For ikke at tale om en helt ny model, der angiveligt ikke kommer som ren elbil. På den måde er 2-serien endnu en gang et modigt udspil fra BMW.
BMW 2 Active Tourer i tal:
Længde: 4,39 m
Bredde: 1,82 m
Højde: 1,58 m
Akselafstand: 2,67 m
Bagagerum: 470 liter (Ladehybrid: 415 l.)