Fuldstændigt selvkørende biler er stadig mange år væk. Hos BMW tror man slet ikke, at de bliver virkelighed – teknologien er vanskeligere at udvikle og få godkendt end man lige tror.
Selvkørende biler er den varmeste fremtidsdrøm for bilindustrien for tiden. Nøjagtig som flyvende biler var det for år tilbage. Og måske kommer det til at gå de selvkørende biler, som det gik drømmen om flyvende biler: Det er en spændende fantasi, men den bliver også ved med at være et fatamorgana, der endnu ikke har materialiseret sig…
Hos BMW arbejder man også på at gøre fremtidens biler mere autonome. Avanceret computerteknologi, kunstig intelligens og elektroniske assistenter kan overtage større dele af bilkørslen og hjælpe føreren med stadig flere opgaver. Men den fuldstændigt selvkørende bil uden rat, som du blot sætter dig ind i, udtaler en destination, og så ellers læner dig tilbage for at se Netflix, arbejde på computeren eller flette fingre med kæresten tror den tyske bilproducent ikke på.
”(Det scenarie) er definitivt ikke muligt i dag, uanset hvad nogle påstår. På længere sigt kan selvkørende biler blive tilladt på motorveje, fordi de byder på det mest kontrollerede miljø – eller i visse byområder, hvor konsekvenserne for fodgængere kan kontrolleres,” siger Ian Robertson, nyligt pensioneret varemærkechef for BMW til det britiske bilmagasin AutoCar.
Vil ikke blive tilladt
Ifølge Robertson er det simpelthen langt sværere at udvikle og ikke mindst få godkendt såkaldt ’niveau 5’ selvkørende biler, end selv de mest optimistiske teknikere forestiller sig. Den helt store udfordring er at gøre de selvkørende biler tilstrækkeligt sikre – også i forhold til loven:
”Forestil dig et scenarie, hvor bilen skal afgøre, hvilken af to personer den skal køre ind i – skal den forårsage den ene persons død eller den andens? Hvad skal den gøre? Få adgang til alle menneskers dagbøger for at finde ud af, om nogen af dem er dødeligt syge og så påkøre netop den person? Jeg tror ikke, at en sådan situation nogensinde bliver tilladt,” siger Ian Robertson.
Han fortæller, at i de forsøg som BMW i dag udfører med selvkørende biler, må ingeniørerne stadig gribe ind tre gange om dagen for at forhindre farlige situationer. Af samme grund tror Ian Robertson heller ikke, at BMW nogensinde kommer til at fremstille en bil uden rat – mennesket vil også om mange år have det endelige ansvar for at føre bilen.
Læs også: Ulykke stopper test af selvkørende biler