C5 Aircross er baseret på søsterbilen Peugeot 3008, men Citroën sætter sit helt eget præg på mærkets hidtil største SUV-satsning. Frankofile friluftsfans må dog vente på nyheden til 2018.
Mens salget af traditionelle biltyper faldt i 2016, blev der solgt 25 procent flere SUV- og crossover-biler i Europa. De højbenede biler er højeste bilmode og den erkendelse er Citroën nu også kommet til. Hidtil har det franske bilmærke ellers haft et lettere skizofrent forhold til biltypen: Citroën har ikke selv udviklet SUV-modeller, men har i stedet forsøgt sig med at redesigne et par japanske Mitsubishi-modeller og så klaske det ikoniske chevron-logo på, for trods alt at få en lille bid af den voksende kage.
Men nu hopper Citroën endelig og for alvor på SUV-bølgen. Det sker med C5 Aircross, der har verdenspremiere på biludstillingen i Shanghai og forventes at blive lidt af en sællert i Citroën-programmet, der ellers er domineret af mindre modeller og praktiske MPV-typer som C4 Grand Picasso.
Opgaven med at skabe mærkets første, helt egen SUV har faktisk været relativt overkommelig for Citroën. Søstermærket Peugeot har med stor succes udviklet og lanceret crossoveren Peugeot 3008, der for nylig blev kåret som Årets Bil i både Danmark og Europa.
C5 Aircross har med andre ord gode gener, så Citroën har lidt forenklet ‘blot’ skulle designe en attraktiv SUV i det hurtigst voksende bilsegment.
Resultatet ser spændende ud. C5 Aircross ligner på ingen måde Peugeot 3008, men bygger videre på Citroëns nye designfilosofi om at bygge ‘venlige’ biler, der både er behagelige at kigge på og køre i.
Det første sørger relativt bløde former for, mens en ny type affjedring skal sikre Citroëns position som mærket med den bedste affjedringskomfort. Mens Citroëns berømte væskeaffjedringssystem er på vej på pension, introducerer C5 Aircross afløseren, hvor traditionel stålaffjedring med fjedre og støddæmpere udvidet med ‘hydrauliske puder’. De fungerer ved at udgøre en slags ‘ekstra affjedring’, der tager over, når det almindelige støddæmper-fjeder system løber tør for vandring i begge retninger. Målet er at tilbyde komfort i særklasse, men til lavere priser end den tidligere væskeaffjedring.
Ellers bygger C5 Aircross videre på teknikken fra søsterbilen Peugeot 3008. Begge biler står på den såkaldte EMP2-platform, men C5 Aircross bliver fem cm længere. Som 3008 bliver kabinen meget moderne med digitale instrumenter og en stor, trykfølsom betjeningsskærm i midterkonsollen, der styrer de fleste af bilens funktioner.
Citroëns første ladehybrid
Motorprogrammet løftes også over fra Peugeot, så C5 Aircross kan fås med et bredt udvalg af benzin- og dieselmotorer – nogle af dem med PSA-gruppens robot-automatgear. Topudgaverne af C5 Aircross kan dog udstyres med Citroën første ladehybrid, der kombinerer en kraftig 200 hestes benzinmotor med to elmotorer og mulighed for at oplade batteriet i en stikkontakt. Systemeffekten for den firehjulstrukne ladehybrid bliver på godt 300 hk.
Når C5 Aircross har verdenspremiere i Shanghai, er det ingen tilfældighed. Citroën vil pleje sit store marked i Kina, og det bliver da også kineserne, der først får fornøjelsen: Mens de kan købe C5 Aircross senere i år, skal danskere og resten af Europa hen i anden halvdel af 2018 før C5 Aircross når frem til de lokale Citroën-forhandlere.
Senere i år er Citroën i øvrigt klar med en mindre udgave af C5 Aircross, der kan blive endnu mere interessant for det danske marked: C3 Picasso får samme design som storebror, men skal konkurrere med mindre og billigere biler som Renault Captur, Peugeot 2008, Nissan Juke og Suzuki Vitara.
Læs også: Første kig på afløser for C3 Picasso