Clever lancerer lynladning til aktuel strømpris

Foto: Clever

Som de første i Danmark tilbyder ladeoperatøren Clever sine kunder lynladning af elbilen til den aktuelle strømpris. Men den lave pris kræver et abonnement.

Clever får ofte kritik for at være blandt de dyreste ladeoperatører, når det gælder, hvor meget elbilister skal betale for at lade deres elbiler op.

Nu lancerer Danmarks største ladeoperatør en ny mulighed, der tværtimod vil gøre Clever til en af landets billigste udbydere af lynladning. I hvert fald på de tidspunkter, hvor strømmen i forvejen er billig.

Følger strømprisen

Clevers nye tilbud er et abonnement, der hedder Clever You. Med det nye abonnement kan Clever-kunder lynlade på Clevers lynladere til den aktuelle strømpris. Med lidt planlægning kan det bringe strømprisen endog meget langt ned. I perioder med masser af strøm fra solceller og vindmøller i elnettet, vil det ikke være usædvanligt med elpriser omkring én krone pr. kWh. 

I dag koster det som regel over fem kroner pr. kWh at lynlade hos Clever, hvis man ikke har et abonnement.

Kræver abonnement

For at få adgang til de lavest mulige strømpriser skal Clever-kunder købe et You-abonnement til 240 kroner om måneden. De 240 kroner inkluderer leje og service af en ladeboks, så man også kan lade elbilen til den aktuelle strømpris derhjemme.

Hertil kommer en strømaftale hos Clever Power til 59 kr. om måneden. Lægger man den oven i Clever You-abonnementet til 240 kroner får man både den aktuelle strømpris derhjemme og på Clevers landsdækkende ladenetværk med mere end 60.000 ladepunkter.

Er den aktuelle strømpris eksempelvis 1,00 krone pr. kWh, er det også den pris, kunden betaler, uanset om strømmen bruges til vaskemaskinen, opladning af bilen derhjemme eller ved en Clever-lynlader.

”Vi er blevet vant til at planlægge vores strømforbrug efter elprisen derhjemme. Med Clever You tager vi den samme prislogik med ud på ladenetværket. Det giver kunderne mulighed for at lade bilen til den aktuelle strømpris, uanset om de lader hjemme eller på Clevers ladenetværk - også på lyn,” siger Søren Svejstrup, ansvarlig for produktstrategi og kommerciel produktudvikling hos Clever. 

Udvider udvalget

Ifølge Clever er det nye You-abonnement udviklet til elbilister, der følger elprisen og lader, når strømmen er billigst. Nogle foretrækker en fast månedlig pris og forudsigelige udgifter. Andre vil selv bestemme, hvornår bilen skal lades, og vælge de timer, hvor strømprisen er lavere.

Med You udvider Clever sit udvalg af ladeløsninger, så endnu flere elbilister kan vælge den løsning, der passer til deres behov.

"Der er i dag mange måder at være elbilist på. Det skal vores ladeløsninger afspejle. I et marked, hvor mange ladeløsninger ligner hinanden, udvikler vi nye produkter og løsninger i takt med kundernes behov og den måde, danskerne bruger deres elbil på," siger Søren Svejstrup.

Følg prisen time for time

I Clever-app'en kan kunderne se elpriserne time for time og 24 timer frem. Med Intelligent Opladning planlægges opladningen automatisk til de billigste timer inden for den tidsramme, kunden har valgt. Det gør det nemmere at udnytte elprisens udsving, uden selv at skulle følge markedet time for time.

”Når bilen alligevel holder stille i mange timer, giver det god mening at lade, når strømmen er billig og rigelig. Med Clever You gør vi prissignalet tydeligt for kunden. Det kan både give en billigere opladning og være med til at flytte strømforbruget til tidspunkter, hvor energisystemet har bedre plads til det,” siger Søren Svejstrup.

Modsvar på kritik

For Clever ligner det nye tilbud også et svar på den massive kritik som Danmarks største ladeoperatør flere gange har fået for at tage overpris for opladning af elbiler. 

Kritikken går både på den såkaldte ‘bundling’, hvor flere aftaler lægges sammen og gør priserne mere uigennemsigtige for forbrugerne og for ‘all inclusive’ abonnementer, hvor man kan lade frit, men også betaler en (for) høj månedlig pris for bekvemmeligheden.

FAKTA: Clever You

  • Clever You-ladeaftale: 240 kr./md. inkl. leje og service af ladeboks kombineret med
  • Clever Power-elftale: 59 kr./md.
  • Clever You-ladeaftale uden Clever Power-elaftale: 349 kr./md.
  • Adgang til hele Clevers ladenetværk med flere end 60.000 ladepunkter
  • Strømforbrug afregnes særskilt efter den aktuelle strømpris.
  • Samlet overblik over pris og forbrug i Clever-appen

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here