BYD er verdens største elbil-producent. Lige nu lever BYD et stille liv i Europa, men sandsynligheden for, at det vil ændre sig, er stor.
Den, der lever stille, lever godt. Nogenlunde sådan kan man sagtens beskrive den kinesiske elbil-gigant BYD – Build Your Dreams – der lige nu ikke gør det store væsen af sig i Europa. Analytikere peger imidlertid på flere faktorer, der viser, at BYD med tålmodighed og omhu er i færd med at opbygge en organisation, som i løbet af få år kan være en særdeles magtfuld spiller i Europa.
For det første: Grunden under det hele er økonomien, og den er solid. Fra 2023 til 2024 steg BYD’s globale salg med 41 procent til 4,2 millioner biler. Kun 417.000 af dem blev dog solgt uden for Kina. Men BYD var i 2024 verdens sjettestørste bilproducent, og når det kommer til markedsværdi, var BYD i 2024 nummer tre på den globale liste (knap 78 milliarder dollar).
Produktion i eller tæt på EU
For det andet: Etablering af fabrikker er en vigtig og ret afgørende forudsætning for at skaffe en kinesisk bilfabrikant ukompliceret og billig adgang til det europæiske marked. For at undgå den straftold, som EU indførte for varer fra Kina, sikrer produktion i EU eller i et land i toldunion med EU, at der ikke er nogen straftold.
To fabrikker er under opførelse – en i Szeged, Ungarn, og en i Izmir, Tyrkiet. De er klar til at spytte biler ud fra henholdsvis oktober i år og fra marts 2026. Tilsammen menes de at have en kapacitet på 500.000 biler om året.
En tredje fabrik overvejes og bliver besluttet i løbet af et år eller halvandet. Den vil i så fald være produktionsklar i 2028. Sandsynligt er det også, at BYD, der er en af verdens førende producenter af batterier til elbiler, vil etablere en batteri-fabrik i Europa.
Øget salg i Europa vil give BYD et større provenu pr. solgt bil. I Europa kan kineserne nemlig tage en højere pris for deres elbiler, end de kan på hjemmemarkedet.
Billige modeller til europæerne …
For det tredje: BYD ruller i disse dage Atto 2 (foto øverst) ud i Europa. Den er billig, og så er den en crossover, en meget efterspurgt biltype i Europa. Til sommer følger den billige søløve Seagull, og med den kommer BYD før Volkswagen-koncernens små elbiler – VW ID.2, Skoda Epiq og Cupra Raval. Og kun kort tid efter Renault 5 og kun kort tid efter den første fra Stellantis-koncernen, Citroën ë-C3. Men før Fiat Grande Panda.
For det fjerde: BYD har fraveget sin tidligere plan om kun at sælge elbiler i Europa og forsøger sig nu også med opladningshybrider. De vinder i øjeblikket generelt frem i Europa, og kineserne ser muligheder, især i Syd- og Østeuropa.
… og lidt mere eksklusive
For det femte forsøger BYD sig også med mærket Denza som konkurrent til tyske premium-mærker. Og med mærket Yangwang, der udfordrer store SUV’er fra Mercedes og Range Rover.

For det sjette kører BYD på med et marketingbudget, som mange vil misunde dem. Det hidtil stærkeste eksempel var, da det kinesiske bilmærke sidste sommer overtog Volkswagens rolle som hovedsponsor ved fodbold-EM. Oven i købet på VW’s egen hjemmebane.
For det syvende har BYD den seneste tid udnævnt flere nye chefer i Europa. En tidligere Stellantis-chef, Maria Grazia Davino, blev i december hentet til jobbet som regionalchef med ansvar for Tyskland, Østrig, Schweiz, Polen og Tjekkiet. Hun tog en flok tidligere Stellantis-ansatte med sig. I februar blev en tidligere ansat hos statsejede SAIC (Shanghai Automotive Industry Corporation), der bl.a. ejer MG, hyret til den vigtige post som landechef for Tyskland.
Europa i defensiven
De europæiske bilkøbere har hidtil været mere skeptiske end begejstrede for biler fra Kina. Men en stille bevægelse synes i gang, og så hjælper det, at den europæiske bilbranche er på hælene samtidig med BYD’s stille positionering. Europæerne bøvler med CO2-bøder, der ganske vist må formodes at blive udsat, de kæmper med vigende salg af elbiler, fabrikslukninger og afskedigelser, inflation og stigende omkostninger.
BYD har ikke travlt, men arbejder lige så stille på at opbygge et godt udgangspunkt for en invasion i de oprørte, europæiske farvande.
Drejebogen er i hvert fald skrevet.
Kilder: InsideEVs, Reuters, Automotive News, Bloomberg, Jato Dynamics, Business Europe m.fl.
Af redaktionen