Med brændstofpriser på vej mod 14 kr. literen bliver bilernes brændstoføkonomi stadig vigtigere. Tysk undersøgelse udpeger de mest beskedne benzin- og dieselbiler.
Priserne for en liter benzin og en liter diesel er historisk høje. Alt tyder på, at benzinen når 14 kroners grænsen allerede i år og det er lige så sandsynligt, at prisen for en liter diesel runder 13 kroner inden nytår. Et godt bud på, hvornår rekorden nås kunne være til sommer, når hele Europa fylder tanken op for at køre på ferie.
Skal vi tro eksperterne i oliepriser, er 14 kroner bare begyndelsen: Næste skarpe hjørne for en liter benzin hedder 15 kr. og skimtes allerede i horisonten – og tanken om 14 kr. for en liter diesel er der heller ikke mange, der griner ad i dag.
Danske bilejere “downsizer”
Danske bilejere er allerede godt i gang med at tage højde for de stigende brændstofudgifter. Vi ”downsizer” simpelthen bilparken: Ældre, større og drikfældige biler skiftes ud med nye og små biler, der kører væsentligt længere på literen. Siden nytår har bilernes absolutte miniklasse med medlemmer som Chevrolet Spark, Kia Picanto, VW Up! og ”trillingerne” Citroën C1, Peugeot 107 og Toyota Aygo udgjort mere end halvdelen af det samlede bilsalg. Minierne lokker nemlig alle med brændstoføkonomi på den rigtige side af 20 km/l.
Men én ting er, hvor langt bilerne kører på literen i en glitret brochure. Mange bilkøbere er blevet slemt skuffet, når de har udregnet den nye minibils forbrug i den virkelige verden.
Der er nemlig langt fra den laboratorietest, der danner basis for den såkaldte EU-norm og så på, hvor langt en bil kører i virkelighedens verden med kø-kørsel, modvind og lange stop for rødt lys.
Det tyske bilmagasin AutoBild skærer gennem reklamesnakken med en liste over, hvilke biler, der har kørt længst på literen i magasinets biltest. Oversigten afslører, at der ofte er langt mellem det lovede og det opnåede forbrug. Faktisk kommer ingen af de testede biler ned på et forbrug, der svarer til det, som bilfabrikken stiller i udsigt. Tættest på er Fiat Panda 1,2 benzin med et testforbrug på 19,6 km/l mod et lovet forbrug på 20,4 km/l.
Her er listen over de ti mindst tørstige benzin- og dieselbiler i AutoBild’s ”virkelighedstjek”. Først det forbrug, som AutoBild har målt, dernæst det forbrug, som bilfabrikken lover i parentes.
Benzinbiler: Forbrug i test, km/l (Normforbrug, km/l)
- Toyota Prius: 21,7 km/l (25,6 km/l.)
- Suzuki Alto 1.0: 21,3 km/l (22,7 km/l)
- Daihatsu Cuore 1.0: 20,8 km/l (22,2 km/l)
- Peugeot 107 1.0: 20,8 km/l (22,2 km/l)
- Smart ForTwo: 20,4 km/l (23.2 km(l)
- Citroën C1 1.0: 20,0 km/l (23,2 km/l)
- Fiat 500 TwinAir 0.9: 20,0 km/l (25,0 km/l)
- Fiat Panda 1.2: 19,6 km/l (20,4 km/l)
- VW Up! 60 hk: 19,6 km/l (22,2 km/l)
- Hyundai i10 1.1: 18,9 km/l (21,3 km/l)
Dieselbiler: Forbrug i test, km/l (Normforbrug, km/l)
- Ford Fiesta 1.6 TDCi Econetic: 23,3 km/l (27,0 km/l)
- Mini Cooper D 112 hk: 22,2 km/l (26,3 km/l)
- VW Golf 1,6 TDi BlueMotion: 22,2 km/l (26,3 km/l)
- VW Polo 1,6 TDi BMT: 22,2 km/l (27,0 km/l)
- VW Jetta 1,6 TDi BMT: 21,7 km/l (23,8 km/l)
- Fiat 500C 1.3 MultiJet 95 hk: 21,7 km/l (25,6 km/l)
- Citroën C3 HDi 92 hk: 21,3 km/l (26,3 km/l)
- Seat Leon 1.6 TDi EcoMotive: 20,8 km/l (23,8 km/l)
- Peugeot 206+ HDi 68 hk: 20,8 km/l (25,0 km/l)
- BMW 116d (gl. model): 20,0 km/l (24,4 km/l)
En diesel renault twingo kører også 27 km på liter – hvorfor skriver I ikke om Renault, der også laver gode biler.
Hej Sevket. Hvilkenbil har faktisk en test på vej af den nye Renault Twingo med dieselmotor. Vi bringer testen midt på sommeren. Med venlig hilsen, Jens Velling, redaktør – hvilkenbil.dk
Det kunne være rart med test af biler i forskellige klasser, det duer ikke at sammenligne en Fiesta med en Golf eller Jetta. En test af biler i Golfklassen er Astra, Focus, C4, osv.
Jeg har selv en Ford C-max 1,6 (109 hk). Jeg kører mellem 19,5 & 20,5 på en liter diesel, og dette er målt ved flere fyldninger af tanken. Forbrugsmåleren i bilen viser 20-21 på literen, så fejlvisningen er ikke slem.
Hejsa. Har lige købt en Toyota Aygo. Den er desværre ikke på listen, troede ellers den var i top 10.
De nuværende benzinpriser for Tyskland i dansk kan findes på http://da.tankbillig.info
Min helt nye Aygo kører kun 17,5 km literen ved blandet kørsel og den lover ellers 26,3, så det er langt under, virkelig ikke i orden at der er så STOR en forskel. Er ret så skuffet.
Hej Mette.
Forstår godt din skuffelse – der ER alt for stor forskel på, hvad brochurer og sælgere lover, at moderne biler kan køre på literen og så den virkelige verden. Lad det være en (ringe) trøst, at din Aygo ikke er noget særtilfælde – din oplevelse passer meget godt med de målinger, som vi opnår med diverse testbiler. EU er opmærksom på problemet – og skandalen, hvor VW har snydt med emissionstest kan være med til at skærpe kravene til fremtidige forbrugstests yderligere, så de bliver mere realistiske. Hvis din bil er helt ny, vil du opleve, at den vil køre lidt længere på literen, når du har kørt 5.000-10.000 km i den. Så er motoren ‘kørt til’ og vil fungere lidt mere effektivt. Hvis du samtidig vænner dig til at geare op i et højere gear end du er vant til, kan du også forbedre økonomien en smule. Mit bedste bud er, at du med let ændret kørestil og tilkørt motor vil nærme dig et gennemsnit på 20 km/l. Med venlig hilsen, Jens Velling, hvilkenbil.dk
Jeg har selv en Aygo, ved landevej/motorvejs-kørsel har jeg regnet den ud til at køre 24 km på en liter benzin, men det er kun, hvis du kører pænt og tænker over, hvordan du kører den. Køremønster påvirker i virkelig høj grad økonomien på en bil. Det er faktisk så overdrevet, at man burde sætte sig ind i, hvor ens motor arbejder bedst, skal den sejtrække, skal den have omdrejninger, hvornår du skifter gear, hvordan du bremser ned, om du motorbremser og alt sådan nogle ting, men sætter man sig ind i det, er der en del penge at spare på sigt. “At køre bil” er ikke bare “at køre bil”, hvis man vil have maksimum ud af de dyre dråber 🙂
Jeg er langt fra imponeret over min nye Yaris 2015 1,0: Benzinforbrug blandet kørsel er 15 km/l. Bilen har dog kun kørt 700 km, men jeg har kørt bilen efter den grønne gearskifte-indikator, så jeg ved ikke, hvordan jeg henter de sidste mange km pr liter benzin. Bilen er hos en Toyota forhandler lige nu for at få løst problemet. Kan de ikke løse problemet, vil jeg gå rettens vej for at få handlen ophævet, da jeg syntes at jeg er blevet voldsomt misinformeret af Toyota ang. benzinforbrug. Har tidligere haft en Skoda citigo 1,0 75 hk, hvor jeg kørte 19,6 km/l lige fra ny, til jeg solgte den efter 7000 km – og det var samme kørselsmønster. Med venlig hilsen Leif.
Hej, så er der en opdatering angående min Yaris 1,0. Jeg er lige vendt hjem fra en lang ferie og har netop hentet min Yaris og testet dens benzinforbrug; jeg tankede helt op til randen og kørte så 99 km – mest landevej 80 km/t – fyldte så op til randen igen, forbrug 4,2 ltr, det svarer til 23,5 km pr liter benzin, så jeg er yderst tilfreds. MVH Leif Majdecki
Hej
Jeg har en Citroën C3 1,2 motor fra 2013. Den kører kun 13,2 km pr. liter ved bykørsel, mener ikke, at det er normalt? Er der en, der kan give mig en forklarning?
Jeg kan ikke lade være at grine lidt over at læse kommentarer på, hvor langt man kan køre pr/l.
Det er langt fra retvisende at måle på bare en tankfuld eller en strækning. Vil I have et mere retvisende forbrug, så åben et regneark. Skriv kørt km, købt brændstof, antal liter. Så vil der komme nogle tal, der chokerer de fleste. Hvis I bruger denne metode, vil I opdage at der kan være ret så stor forskel på eks. sommer/vinter. Også et månedsforbrug kan vise pæne udsving. Afhængig af vejr og vind. God fornøjelse.