Elbil: Lad stilheden i fred!

Det er en næsten lydløs fornøjelse at køre elbil, men det kræver ekstra opmærksomhed. Og sådan bør det forblive, mener hvilkenbils Henrik Hauthorn efter en måned som elbils-ejer.  

Henrik Hauthorn

De to drenge cykler ved siden af hinanden midt på villavejen i ivrig samtale. De har tydeligvis ikke hørt den snigende fare, der nærmer sig bagfra. Os, der næsten lydløst glider frem over den jævne asfalt med lav fart. Kun en svag turbinelyd fra elmotoren og lidt dækstøj afslører os. Først sent opdager drengene elbilen og trækker overraskede ind til højre, så jeg kan slippe bremsen og smutte forbi.

Det er bare én af flere episoder oplevet i løbet af de første dage i redaktionens minileasede Nissan Leaf. Fodgængere der bliver meget overraskede, når vi – forsigtigt – stikker snuden frem over fortovet for at køre ud fra indkørslen, og cyklister, der ikke rækker hånden ud, når de skal svinge, fordi, de ikke tror, der er en bil bag dem.

Rollerne har også været byttet om. Som cyklist har jeg selv oplevet, hvordan det kommer helt bag på en, hvor hurtigt en elbil nærmer sig. Normalt hjælper motorlyden os, når vi skal bedømme farten. Den hjælp er – heldigvis – væk i en elbil, og som elbilist er man bare nødt til at være ekstra opmærksom og ekstra forudseende.

For en elbil skal selvfølgelig være fri for motorstøj. Det er lige netop det, der sammen med den voldsomme acceleration via det trinløse automatgear giver den eksklusive fornemmelse af at bevæge sig svævende frem over asfalten på en elegant måde, der ikke er så mange andre forundt.

Og den lydløse kørsel er også en særlig fornøjelse for fører og passagerer, der kan lytte til musik og samtale med dæmpede stemmer. Og er man alene i bilen er der bare dejligt…stille. En fornøjelse, som der ikke skal ændres på.

Bevares; ‘vores’ Leaf udsender en hyggelig, lille beep-lyd, når den bakker. Det er en god idé; det kan jeg leve med.

Men lad det blive ved det, er henstillingen herfra til EU, der barsler med lovgivning allerede senere i år, der skal gøre  elbiler hørbare. Bliver loven indført, vil det ødelægge en stor del af fornøjelsen ved at køre elbil.

Hvis du vil prøve, hvordan det opleves kan du jo tage en prøvetur i en BMW i3 Plug-in Hybrid, der ud over elmotoren har en indbygget 2-cylindret benzinmotor, som tøffer med et konstant omdrejningsniveau, uanset hvordan du trækker på batteriet.

Nej tak, siger jeg. Vi venter på bedre batterier for længere rækkevidde – og håber EU besinder sig i sidste øjeblik. Lad stilheden i fred!

Min påstand er, at så snart der kommer flere el-biler i trafikken, vænner vi os til dem og lærer at omgås dem. Måske EU kunne arbejde for el-bilernes udbredelse i stedet for at indføre støjkrav?

Læs mere om vores oplevelser med Nissan Leaf:

Vi har fået elbil

Tjuhej hvor det går

Læs også: Elbiler får kunstig vroom-lyd

1 COMMENT

  1. Jeg vil såmænd også tro at folk vil begynde at vænne sig til, at der er elbiler på vejene i takt med, at der kommer flere. Men der vil helt sikkert kunne opstå nogle uheld…

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here