For fjerde måned i træk udgør elbiler mere end halvdelen af det danske bilsalg. Nul-emissionszoner i danske byer kan accelerere udviklingen.
Elbiler bliver stadig mere populære i Danmark. I august udgjorde elbiler 55 procent af det danske nybilsalg. Det er ikke alene den højeste andel for elbiler nogensinde, men også fjerde måned i træk, at elbiler udgør mere end halvdelen af bilsalget.
Udviklingen mod elektriske biler kan få yderligere fart på, vurderer Mobility Danmark, der samler flere aktører i den danske bilbranche.
“Vi er nået til et punkt, hvor mere end halvdelen af de nye biler i Danmark kører på el, og det er godt nyt for den grønne omstilling. Vi forventer at udviklingen snart tager endnu et hop, når kommunerne får mulighed for at indføre nulemissionszoner.” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Aarhus lukker for fossilbiler
Han henviser bl.a. til Aarhus Kommune, der vil etablere nulemissionszoner i det centrale Aarhus – eller midtbyen, som man siger lokalt. Her vil det kun være muligt for lokale beboere med p-licens at køre ind i fossilbiler. Kommunen vil dog sørge for enkelte korridorer til p-huse, men ellers vil området være spærret for alt andet end elbiler. En sådan nulemissionszone kræver dog en lovændring af folketinget.
Målet for Aarhus Kommune er at reducere CO2-udslippet med 270.000 ton. Det skal bl.a. ske ved at aarhusianerne skal køre 50 pct. mere i kollektiv trafik, cykle mere og køre mindre i bil. Bilkørsel skal i stigende grad foretages i emissionsfri elbiler.
Syv elbiler i top 10
Bilsalget i august gik en smule tilbage sammenlignet med august sidste år. År til dato er der solgt 110.694 nye biler i Danmark, hvilket er en lille fremgang på 1,5 pct. sammenlignet med samme periode sidste år.
7.050 af de nye biler var elektriske. Det er en solid fremgang på 48 pct. i forhold til august 2023.
Elbilen Skoda Enyaq (billedet) var den mest solgte model foran Tesla Model Y, mens VW T-Roc på fjerdepladsen var den mest solgte fossilbiler. Af de 10 mest solgte biler i august var de syv elbiler.
Top 10 modeller i august 2024
Mærke | Model | Antal |
Skoda | Enyaq iV | 670 |
Tesla | Model Y | 572 |
Volkswagen | T-Roc | 510 |
Volkswagen | ID.4 | 503 |
Audi | Q4 e-tron | 386 |
Volkswagen | ID.3 | 357 |
Mercedes-Benz | EQA | 333 |
BMW | 3’er | 266 |
Tesla | Model 3 | 239 |
Audi | Q2 | 236 |
Hej
I hvilken måned registreres en bil som solgt, i den måned hvor bilen er købt, den måned hvor bilen bliver leveret, eller får plader?
Mvh. Lucas
Hej Lucas. I den måned bilen bliver indregistreret 🙂 Mvh Jens Velling, redaktør.
Jeg forstår ikke disse tal. 110.000 nye biler. De 55 pct er el. 7.050 af bilerne var el? Det hænger da ikke sammen?
Syv elbiler i top 10
Bilsalget i august gik en smule tilbage sammenlignet med august sidste år. År til dato er der solgt 110.694 nye biler i Danmark, hvilket er en lille fremgang på 1,5 pct. sammenlignet med samme periode sidste år.
7.050 af de nye biler var elektriske. Det er en solid fremgang på 48 pct. i forhold til august 2023.
Hej Preben. Jeg forstår godt, at du spørger, for jeg får ikke nævnt i artiklen, at der blev indregistreret 12.854 nye biler i august. Ud af disse var 7.050 elbiler, hvilket giver de 55 pct. Du kan se tallene fra Mobility Denmark her: https://mobility.dk/nyheder/elbilen-var-danskernes-foretrukne-nye-bil-i-august/ Med venlig hilsen, Jens Velling, redaktør.
Der er jo ikke solgt 110.000 biler i august.
Men hvis 7050 biler udgør 55%, kunne du selv have regnet ud, hvor meget 100% havde været. De 110.000 er jo for hele året 😂