Elbilers batterier holder længere end bilen

batterier
Efter fem år har elbilers batterier i snit tabt 11 procent kapacitet, viser undersøgelse. I realiteten vil man ikke skulle skifte batteri i bilens levetid.

Danskerne er skeptiske over for elbiler. Det har en undersøgelse fra Ingeniørforeningen, IDA, vist i efteråret. Men nu kan en ny analyse af over 6.000 batterier i elbiler måske give lidt ro i maven til nuværende – og ikke mindst – kommende elbilejere.

Det er firmaet Geotab, der har undersøgt 6.300 elbiler. Undersøgelsen fastslår, at reduktionen i batterikapaciteten er så lav, at batteriet sagtens holder i bilens ’levetid’.

Batteriets kapacitet forringes i gennemsnit med ca. 11 procent over en periode på fem år.

Det svarer til, at den gennemsnitlige elbil har mistet ca. 27 kilometers rækkevidde på fem år, hvis den starter på en rækkevidde på ca. 240 km. Det største tab sker ifølge undersøgelsen de første to år, hvorefter kurven flader ud, og tabet bliver mindre de næste år. Dermed vil man formentlig miste mindre kapacitet over de næste fem år, konkluderer studiet.

Samtidig med at batteriteknologien løbende forbedres, vil tabet af kapacitet blive mindre. De nyeste generationer batterier mister da også mindre kapacitet end de ældre samtidig med, at kapaciteten generelt øges.

Varme er værst

En af de ting, batterier absolut ikke kan lide, er varme. Derfor er god nedkøling vigtigt for batteriets levetid, viser Geotabs data. En bil som Teslas Model S er kølet med væske, hvilket giver en væsentlig bedre nedkøling end med luft. Derfor holder Model S fra 2015 bedre på kapaciteten end eksempelvis en luftkølet Nissan Leaf fra samme år. Tesla’en mister 2,3 procent, mens Leaf’en mister 4,2 procent batterikapacitet pr. år.

Garantien på batteriet i en elbil er typisk 8 år / 160.000 km, men det kan variere afhængigt af mærke.

Alle de gængse elbiler, bortset naturligvis fra de allernyeste, er med i undersøgelsen fra Geotab.

Tast selv din elbil ind her.

Sådan forlænger du levetiden på elbilens batteri:

Undgå længere perioder med fuldt opladet eller tomt batteri. Ideelt er en opladningstilstand på 20-80 procent af fuld kapacitet – især hvis du lader bilen stå ubrugt i en længere periode.

Oplad kun din elbilen fuldt til lange ture.

Minimer hurtigopladning. 230 V bør være tilstrækkeligt til størstedelen af dine opladningsbehov.

Klimaet er uden for din kontrolcirkel, men gør hvad du kan for at undgå ekstrem varme. Vælg fx skygge, når du parkerer på varme dage.

Kilde: Geotab.com

[email protected]

1 COMMENT

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here