Endnu et kinesisk bilmærke til Danmark

kinesisk bilmærke

Det lyder som en øl, men Seres er et nyt kinesisk bilmærke, der vil ind på det danske marked. I første omgang med en Tesla-konkurrent.

Sig Ceres og de fleste danskere tænker øl. Men fremover skal vi vænne os til, at Seres – med S men samme udtale – også er navnet på et nyt kinesisk bilmærke, der kommer til Danmark til sommer.

Endnu et, kan man tilføje. Seres ser ud til at blive det 13. eller 14. kinesiske bilmærke, der vil forsøge lykken på det – i global sammenhæng – meget lille danske bilmarked. Firmaet, der tror på, at der er plads til endnu et kinesisk bilmærke, er K. W. Bruun, der i forvejen importerer mærker som Citroën, Opel, Peugeot og Jeep. Seres bliver det tredje kinesiske bilmærke, som K. W. Bruun har fået importen af i løbet af kort tid. I forvejen importerer selskabet Hongqi og Voyah.

Nydelige, bløde linjer præger Seres SF5.
Samarbejde med Tesla-grundlægger

I lighed med mange andre mærker fra Kina er Seres først for nylig begyndt at fremstille biler. Oprindelig begyndte virksomheden som underleverandør til bilindustrien i 1986. I 2016 besluttede man at gå over til bilproduktion. Udviklingsafdelingen blev placeret i Californien, og i en kort periode frem til midten af 2017 var amerikaneren Martin Eberhard, der var med til at grundlægge Tesla, en del af projektet.

Den kontroversielle kinesiske mobiltelefonproducent Huawei har også været indblandet i udviklingsarbejdet, bl.a. med styresystemet til Seres’ infotainmentsystemer. De biler, der kommer til Europa skulle dog ikke have Huawei-dele i sig.

I første omgang ser vi formentlig kun en enkelte model, Seres SF5. Bilen stod klar tilbage i 2019 og er udviklet som både fossil- og elbil. Den kommer dog udelukkende til Danmark som ren elbil.

Stor, centerplaceret infotainmentskærm er lige efter bogen. Vi ved endnu ikke noget om udstyrsniveauet i SF5.
Matcher Model Y

Med en længde på 470 cm og akselafstand på 288 cm matcher den ret præcist Danmarks mest solgte bil, Tesla Model Y. Det samme gælder i nogen grad teknik og præstationer. SF5 kommer i to versioner: Med 80 kWh batteri, 240 kW (326 hk), baghjulstræk og en rækkevidde omkring 500 km. Topudgaven får 90 kWh batteri, hele 430 kW (585 hk), træk på alle fire hjul og en lidt længere rækkevidde omkring 530 km. Trods de store batterier bliver ladetiden, som vi ofte ser på kinesiske elbiler, relativt langsom med en max kapacitet på 100 kW.

En stor forskel bliver bagagerumskapaciteten – Seres SF5 nøjes med 367 liter under den praktisk bagklap. Det er markant mindre end stort set alle konkurrenter. Til gengæld finder du et velvoksent frunk på næsten 70 liter under fronthjelmen.

Priserne kendes endnu ikke, men K. W. Bruun lægger op til lavere priser end for importselskabets to øvrige Kina-mærker, Hongqi og Voyah. Her begynder priserne – for noget større biler – fra 445.000 kr.

Statsejet producent er medejer
Seres fremstiller også den mindre SF3. Det er en ældre model med blot 300 km rækkevidde, som næppe kommer til Danmark.

Mens flere kinesiske bilmærker er ejet af den kinesiske stat, er Seres privatejet. Den statsejede bilproducent Dong Feng, ejer dog 20 procent. Det kan vise sig at være en fordel, hvis man på et tidspunkt kommer til at se et udskilningsløb mellem de mange nystartede, bilproducenter i Kina, hvor ikke alle forventes at overleve på den lange bane. Dong Feng står også bag førnævnte Voyah, og har lokale partnerskaber med store udenlandske bilmærker som Honda, Nissan og Peugeot-Citroën.

Med tilføjelsen af Seres vil tilstedeværelsen af kinesiske bilmærker være svær at overse på det danske bilmarked. 100.000 kroners spørgsmålet er, om det også vil udmønte sig i tilsvarende høje salgstal?

De øvrige bilmærker fra Kina er MG, Polestar, Voyah, Aiways, BYD, Hongqi, JAC, Maxus, Nio og Xpeng. Derudover kommer Ora og Volvos søstermærke Zeekr samt måske det Chery-ejede mærke Omoda til Danmark senere i år.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here