Der skal ryddes op. Derfor vil bogstaverne EQ fremover ikke kun blive brugt på Mercedes’ elbiler, men også på opladningshybriderne.
Siden Mercedes EQC blev lanceret i 2019, har bogstaverne EQ signaleret elbiler. Men nu skal EQ signalere mere end dét. Også opladningshybriderne vil fremover benytte de to bogstaver i modelbetegnelsen.
Logikken skal være – indledt med den elektriske udgave af den monumentale Geländewagen G 580 EQ Technology – at de rene elbiler fremover kommer til at hedde EQ Technology efter deres modelbetegnelse og opladningshybriderne EQ Hybrid Technology.
Den traditionelle “klasse-logik” skal styrkes, siger en talsperson fra Mercedes til Automotive News.
Det handler om størrelsen
Mediet Motor1.com har kigget dybere i junglen over modelbetegnelser. Den logiske tilgang er, at Mercedes vil fastholde bogstaverne A, B, C, E, S og V til at angive bilernes størrelse.
Det samme gælder for SUV’erne med bogstaverne GLA, GLB, GLC, GLE og GLS. Modelbetegnelserne skal gå igen, også til elbilerne og opladningshybriderne.
Med andre ord vil CLA (foto øverst) – der om kort tid har premiere med både benzin- og dieselmotor, som opladningshybrid og som ren elbil – i benzin- og dieselversionerne blot hedde CLA. Som opladningshybrid vil den hedde for eksempel CLA 250 EQ Hybrid Technology og som elbil f.eks. CLA 300 EQ Technology. Hvor tallene angiver størrelsen på motoren eller batteriet.
Bogstavleg
Den nye logik vil videre foreskrive, at eksempelvis den nuværende elbil EQE ved næste modelfornyelse kommer til at hedde f.eks. E 350 EQ Technology. E-Klassen som opladningshybrid vil så skulle hedde f.eks. E 300 EQ Hybrid Technology. Tilsvarende kommer den nuværende elbil EQS så til at hedde f.eks. S 450 EQ Technology. Og S-Klassen som opladningshybrid skal hedde eksempelvis S 500 EQ Hybrid Technology.
Dermed vil de elektriske udgaver af GLA og GLB så heller ikke fremover skulle hedde EQA og EQB, men derimod f.eks. GLA 250 EQ Technology og GLB 350 EQ Technology. De elektriske EQE SUV og EQS SUV vil ved næste modelskifte skifte navn til f.eks. GLE 350 EQ Technology og GLS 500 EQ Technology.
Giver det mening?
Om det er nemmere og mere logisk, kræver nok lidt tilvænning og omtanke. Men nogle gange skal man måske bare lade være med at tænke for meget over det. Også selvom den elektriske EQE i dag jo ikke umiddelbart har meget at gøre med den fossile E-Klasse. For bare at tage et eksempel.
Men mon ikke en flok kloge hoveder hos Mercedes har tænkt sig godt om. Ligesom kloge hoveder hos Audi formodes at have gjort det, da man for nylig besluttede at holde fast i numre til angivelse af bilernes størrelse og fastholde e-tron til elbiler, TFSI til benzinbiler og TDI til dieseler.
Holder man hovedet koldt og tungen lige i munden, er det måske ikke så svært. Måske ligefrem logisk. Også hvad angår Mercedes’ navne-strategi.
I øvrigt: Bogstaverne EQ, der først blev set i elektrisk Mercedes-sammenhæng i 2016 med konceptbilen Generation EQ, dækker ifølge Mercedes over to af producentens kerneværdier: “Emotion” og “Intelligence”.
Af redaktionen