Meget tyder på, at danske bilister nu sænker tempoet. Den gennemsnitlige hastighed på landeveje er for første gang under 80 km/t.
Jo højere hastighed, desto flere trafikdræbte. Det ved vi, for det er vi blevet tudet ørene fulde af i årevis. Men nu ser det ud til, at danske bilister har forstået budskabet og sætter hastigheden ned.
Vejdirektoratet kan nemlig konstatere, at nu er også gennemsnitshastigheden i Jylland faldet til under 80 km/t på landevejene. I 2017 nåede Sjælland, Fyn og øerne under 80, men data fra Vejdirektoratets hastighedsbarometer viser altså, at det går den rigtige vej i resten af landet.
I denne og de kommende to uger gentager Rådet for Sikker Trafik kampagnen “Sænk farten”, og derfor vil man langs landevejene se adskillige bulede blå skilte (foto øverst). Bulen i skiltene for at illustrere ulykkesramte bilers facon efter en ulykke forårsaget af for høj fart.
Høj fart i fire ud af ti dødsulykker
Ulykkesstatistik fra 2018 til og med 2022 dokumenterer, at for høj hastighed har i gennemsnit kostet 48 mennesker livet hvert år. 30 af trafikdrabene skete på landeveje, hvor kombinationen modkørende og høj hastighed er en dødelig cocktail.
I knap fire ud af ti dødsulykker er for høj fart en afgørende faktor for, at ulykken sker. Heldigvis er antallet af trafikdræbte i ulykker på landeveje med for høj hastighed generelt faldende. Med 40 procent fra 2017 til 2022, viser Vejdirektoratets statistik.
Bilisternes adfærd har stor betydning, og samtidig med faldende hastighed bliver vejene mere sikre, og moderne biler har flere og flere aktive sikkerhedssystemer, der er med til at redde liv.
Det er imidlertid vigtigt at “fastholde indsatsen for at få flere til at overholde hastighedsgrænserne, for selv små overskridelser kan aflæses i ulykkesstatistikken”, siger Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Generelt faldende
Det totale antal trafikdræbte i Danmark ligger i perioden 2013-2023 nogenlunde fast. Hvis man fraregner årene med corona-pandemien og dermed langt færre biler på vejene er tallet omkring 180 dræbte om året.
I 2023 var antallet af trafikdræbte på 162, hvilket er – fraset corona-årene – det laveste antal dræbte nogensinde.
Antal registrerede trafikulykker i 2023 var 13.638, og i 2.438 af dem kom en person til skade eller mistede livet. I de resterende ulykker skete kun skade på materiel. Ud over den generelt faldende hastighed og dermed færre dødsulykker viser statistikken fra Vejdirektoratet også, at 25 procentpoint færre 18-24-årige kom til skade eller blev dræbt i 2023 i forhold til gennemsnittet for 2018-2022.
Statistikken viser dog også, at tre ud af fire trafikdræbte i 2023 var mænd, og at alkohol, narko eller medicin var ingredienser i hver fjerde ulykke.
Af redaktionen