Skoda kan slå Octavia og Superb sammen

elektriske octavia

VW-koncernens spareplan om færre modeller kan få Skoda til at slå sine to store familiebiler sammen til én elektrisk stationcar.

To af Skodas mest kendte modeller kan ende med at blive til én.

Som en direkte konsekvens af den kriseramte VW-koncerns plan om at droppe halvdelen af koncernens bilmodeller, overvejer Skoda, om de elektriske afløsere for Octavia og Superb skal samles i en enkelt model. Det skriver blandt andre det engelske bilmedie Autocar.

Særligt Superb kan være på vej mod pension, når den nuværende generation engang skal udfases. Til gengæld vil Skoda fortsat tilbyde en stor og rummelig stationcar – bare med elmotor og en størrelse, der placerer sig mellem Octavia og Superb.

Skoda understreger, at den endelige beslutning endnu ikke er truffet.

Vision O viser vej

Den mulige fælles afløser blev vist som konceptbilen Vision O (foto) på biludstillingen i München i 2025.

Vision O er en stor, elektrisk stationcar, der er længere end en Octavia, men lidt mindre end en Superb. Størrelsen er næppe tilfældig. På spørgsmålet om netop dét svarer Skodas udviklingschef Johannes Neft klart nej til Autocar.

Større end Octavia - mindre end Superb: Skodas Vision O viser, hvordan det tjekkiske mærke kan slå to modeller sammen til én.

Det åbner for, at produktionsudgaven skal dække kunderne til begge modeller. Skoda får dermed kun én elektrisk stationcar at udvikle, producere og markedsføre i stedet for to modeller, der ligger forholdsvis tæt på hinanden.

Produktionsmodellen skal ifølge Skoda bygges på en kommende platform fra VW-koncernen med 800 volt-teknologi og ventes først at være klar omkring slutningen af årtiet.

To modeller i én

For kunderne er forskellen mellem Octavia og Superb ellers ganske tydelig i dag. Octavia er den lidt mindre og billigere familiebil, mens Superb tilbyder mere plads, komfort og luksus.

Men elbiler udnytter pladsen anderledes end benzin- og dieselbiler. Fordi en elektrisk platform ikke skal rumme en stor motor og gearkasse foran, kan Skoda skabe en meget rummelig kabine uden at gøre karrosseriet lige så stort som på den nuværende Superb.

En enkelt elektrisk model vil derfor kunne tilbyde plads tæt på Superb, men udvendige mål og en pris, der i højere grad minder om Octavia.

Til gengæld bliver det en stor ændring for Skoda. Octavia har i årevis været mærkets vigtigste model og er over de seneste 30 år solgt i mere end syv millioner eksemplarer. Til sammenligning har Skoda fremstillet 1,6 millioner styk af flagskibet Superb siden 2001.

Del af VW’s spareplan

Overvejelserne kommer netop som hele VW-koncernen har besluttet at halvere antallet af koncernens bilmodeller. Samtidig skal antallet af udstyrskombinationer ned med op til 75 procent frem mod 2035. Målet er at sælge flere eksemplarer af hver enkelt model og dermed få udvikling og produktion til at koste mindre.

Her er en sammenlægning af Octavia og Superb et oplagt eksempel på, hvordan planen kan føres ud i livet. I stedet for at bruge milliarder på to elektriske modeller med næsten samme størrelse og formål, kan Skoda nøjes med én.

Samtidig reducerer skiftet til el kompleksiteten yderligere. Én elektrisk platform kan bruges af flere mærker i VW-koncernen, mens motorer, batterier, elektronik og software i højere grad kan deles.

VW-koncernen er presset af faldende salg i Kina, amerikanske toldsatser og hård konkurrence fra især kinesiske bilproducenter. Koncernen har derfor vedtaget en omfattende spareplan, som ud over færre modeller også omfatter færre fabrikker, slankere ledelse og omkring 100.000 færre medarbejdere.

Kan fortsætte mange år endnu

En eventuel sammenlægning betyder dog ikke, at Octavia eller Superb forsvinder foreløbig.

De nuværende udgaver er fortsat relativt nye og tilbydes med benzin- og dieselmotorer samt forskellige former for hybriddrift. Skoda har desuden tidligere gjort det klart, at mærket vil fortsætte med forbrændingsmotorer, så længe der er efterspørgsel og lovgivningen tillader det.

På længere sigt kan resultatet dog blive, at Octavia-navnet fortsætter på en elektrisk stationcar, mens Superb forsvinder. Skoda har endnu ikke oplyst, hvilket navn en fælles afløser vil få.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here