Ford Edge på kanten af europæisk invasion

Storebror til Ford Kuga skal erobre nyt territorium til Ford. SUV’en Edge, som deler platform med den kommende Mondeo, går i land i Danmark i 2015.

I lighed med de fleste af vores kolleger, har vi her på Hvilkenbil en dårlig vane med at liste det lille ord “platform” ind i stort set samtlige artikler om nye bilmodeller. Og nu har Ford udsendt en pressemeddelelse, som ikke bare atter kalder på dette lidt vage udtryk, men hvis mest interessante pointe faktisk drejer sig herom.

Nyheden er, at nyeste generation af amerikanernes populære SUV, Edge, ud over hjemmemarkedet skal sælges i Danmark og resten af Europa – ja faktisk over hele verden.

Platform er basisopskrift
Som seneste fremstød i Fords strategi “one Ford” (identiske biler skal sælges over hele verden, red.) fremhæver bilgiganten, at Edge er bygget på samme platform som ligeledes globale Ford Fusion, der som bekendt hedder Mondeo på vores breddegrader.

Men hvad er en “platform”? De fleste sidder med billeder af en gammeldags chassisramme på nethinden, men intet kunne være længere fra sandheden. I virkeligheden er platformen blot en basis-opskrift, et katalog over dimensioner og afstande og tolerancer, som er gennemtestede og afprøvede og nøje afstemt, og som kan anvendes til biler af alle mulige slags og størrelser.

Ny modeller kan bygges over alt
Rent produktionsteknisk betyder anvendelsen af fælles platforme, at fabrikanter som Ford kan udvikle en kæmpe pulje af komponenter, som passer på flere modeller – lige fra kardanled til kontakter på klimaanlægget. Men nok så vigtigt at enhver fabrik, som kan bygge fx en Ford Mondeo, også kan bygge en Ford Edge.

Af en amerikansk produceret Ford er den nye Edge usædvanligt stramt designet - ja nærmest europæisk.
Af en amerikansk produceret Ford er den nye Edge usædvanligt stramt designet – ja nærmest europæisk.

Altså kan Ford (og alle andre) udvide modelporteføljen uden at spendere horrible summer på hver enkelt model – og produktionskapaciteten kan til enhver tid tilpasses efterspørgslen. Begge dele giver lavere priser til forbrugerne og højere indtjening til virksomheden.

Mere køreglad bil til Europæerne
Ford Edge er særligt interessant ud fra dette platform-synspunkt. Forgængeren, som blev lanceret i USA i 2007, og som har vundet flere priser, var nemlig skåret over samme læst som virksomhedens eksklusivt amerikanske modeller Ford Fusion, Mazda CX9 m.fl.

Så selv om den nye model i høj grad ligner forgængeren, er bilen gennemgribende ny og formentlig mere letbenet, lækker i kabinen og adræt – for at tækkes de sarte europæiske smagsløg.

For Ford repræsenterer Edge desuden et temmelig afgørende sats på det voldsomt interessante kinesiske marked, fordi den nye model takket være fællesplatformen kan produceres lokalt og dermed undviger landets restriktive importafgifter.

Skal slås mod VW Touareg
Men hvad er det så for en bil, som trilles ud i salgslokalerne i Danmark i slutningen af 2015? Edge bliver formentligt 20-30 cm længere og cirka 10 cm bredere end seneste Kuga og skal dermed gå i clinch med biler som VW Touareg og Volvo XC90.

Umiddelbart en klasse af store, muskuløse SUV’er, der ikke ligefrem sælger i løbende meter for tiden. Men Ford satser på, at masser af aktivt sikkerhedsudstyr og et sæt nøjsomme dieselmotorer skal få de europæiske bilkøbere til lommerne.

Ford Edge kommer med to varianter af Fords 2-liters Duratorq TDCi dieselmotor. Basismotoren yder 180 hk/400 Nm og er koblet til en 6-trins manuel gearkasse. CO2-udledningen skal ligge på 149 g/km, hvilket nogenlunde svarer til et forbrug på 17,5 km/l. Storebroderen med 210 hk/450 Nm kobles til en 6-trins automatisk gearkasse og ligger på 159 g/km CO2 svarende til cirka 16,5 km/l.

Laaang liste over ekstraudstyr
Herudover medfølger en liste over ekstraudstyr og elektroniske hjælpemidler, som er på flere sider end instruktionsbogen til en Ford Ka. Blandt de vigtigste detaljer er Fords nye adaptive styretøj, som tilpasser servohjælpen alt efter om du er ved at kante bilen ind på en parkeringsplads eller bare vugger ud ad motorvejen.

Edge får også et avanceret støjdæmpningssystem med tre mikrofoner i kabinen, der neutraliserer støj ved at udsende lydbølger gennem bilens stereoanlæg. Et såkaldt Front Split-kamera giver 180 graders video-udsyn via infotainmentanlæggets skærm, så du undgår ridser under parkeringen, og et særligt system lader dig endda begrænse bilens topfart, når du skal låne den ude til ungerne.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here