Ny opgørelse fra Beredskabsstyrelsen viser, at fossilbiler med benzin eller dieselmotor langt oftere bryder i brand end elbiler og ladehybrider.
Elbiler er brandfarlige, kan man læse igen og igen på sociale medier.
Men det passer ikke. En ny opgørelse over bilbrande, som Beredskabsstyrelsen har lavet, viser, at der er tale om en sejlivet, men falsk myte.
Tallene for 2025 viser, at der – opgjort i forhold til antallet af indregistrerede biler – opstår der fire gange så ofte brand i benzin- og dieselbiler som i elbiler og ladehybrider. Dermed er der fortsat intet, der tyder på, at biler med store batterier udgør en større brandrisiko end biler med forbrændingsmotor.
Flere elbiler – færre brande
Antallet af elbiler og ladehybrider på de danske veje er steget kraftigt de seneste år. Alligevel er brandfrekvensen for disse biltyper faldet.
Det glæder Beredskabsstyrelsen, som løbende følger udviklingen i takt med, at flere danskere skifter benzin- og dieselbilen ud med en bil med stik.
“Set i lyset af udviklingen i bilbestanden, hvor el- eller hybridbiler nu udgør hver femte bil i Danmark, er det betryggende, at brandfrekvensen for disse biltyper i samme periode er faldet. Det er en udvikling, vi følger tæt i takt med den fortsatte elektrificering af bilparken”, siger Frederik Prytz-Grønfeldt, chef for Viden og Kommunalt Redningsberedskab i Beredskabsstyrelsen.
Batterier brænder længere
Selv om risikoen for brand er lavere, kan en batteribrand til gengæld være mere kompliceret at håndtere end en brand i en benzin- eller dieselbil.

Moderne elbiler og ladehybriders store litium-batterier kan udvikle meget høje temperaturer og kræve længere tid at slukke. Derfor har de kommunale redningsberedskaber gennem de seneste år udviklet særlige metoder og uddannet mandskabet til at håndtere denne type hændelser.
Beredskabsstyrelsen understreger dog, at de mere sejlivede batteribrande ikke ændrer ved det overordnede billede: Risikoen for, at en elbil eller ladehybrid overhovedet bryder i brand, er fortsat markant lavere end for biler med benzin- eller dieselmotor.






