Funky mini kan blive Danmarks billigste elbil

Foto: Lars Krogsgaard

Hyundai melder sig ind i kapløbet om at tilbyde Danmarks billigste elbil. Den lille, men rummelige Inster skal koste fra 180.000 kr.

Konkurrencen om at tage den markedsføringsvenlige titel som ’Danmarks billigste elbil’ spidser til.

Egentlig havde Citroën taget titlen tidligere i år, da man lancerede den lille crossover ë-C3 til 179.990 kr. for den billigste udgave med 83 kW (113 hk) og en rækkevidde på 326 km. Men siden har Citroën haft problemer med bilens software, så nu får danske kunder først bilen i begyndelsen af 2025.

Her er Hyundai også klar med Inster. Den kompakte og funky designede sydkoreaner lanceres også i begyndelsen af det nye år til priser fra 179.995 kr. – altså en rund femmer mere end sin direkte rival fra Frankrig.

Billigste Inster har en lidt mindre motor på 71 kW (97 hk) og en rækkevidde på 320 km. En kraftigere udgave med 85 kW (115 hk) motor og 370 km rækkevidde koster fra 191.995 kr.

Mere udstyr i Inster

Mens priserne på de to bejlere til at blive ’Danmarks billigste elbil’ altså stort set er identiske, har Inster fordel af mere standardudstyr. Basisudgaven Essential har således 10-tommer digital instrumentering og 10-tommers touchskærm med indbygget navigation, adaptiv fartpilot med Stop & Go, klimaanlæg og bakkamera samt Bluelink, der gør det muligt at fjernstyre opvarmning eller nedkøling af kabinen. Det koster alt sammen ekstra hos Citroën.

Rykker du op i Advanced, får du desuden udstyr som varme i forsæder og rat, p-sensor for og bag, LED-forlygter til nær- og fjernlys, armlæn til fører samt automatisk nedblændeligt bakspejl samt trådløs opladning af mobilen.

Et andet salgsargument for Inster er fem års garanti uden kilometerbegrænsning.

Er det så vigtigt at komme først og kunne kalde sig Danmarks billigste elbil? Ja, det giver i hvert fald en lille fordel på et marked, der i dén grad trænger til et udvalg af mindre og billigere elbiler. Og hvor det helt store salg kommer til at ligge på biler, der kan gå under den magiske grænse på 200.000 kr.

Fossildrevne minibiler koster typisk fra 170.000 kr. eller op. Dermed er det interessant at kunne tilbyde elbiler i samme prisleje.

Flere billige elbiler i 2025

Dacia Spring har tidligere været Danmarks billigste elbil, men sælges ikke længere herhjemme. Citroën ë-C3 skulle have overtaget titlen for længst, men er altså forsinket. Nu kan Hyundai overhale inden om med Inster, og det er kun begyndelsen. I løbet af 2025 vil vi se andre kompakte elbiler, der kommer til at koste omkring 200.000 kr. eller mindre. Det gælder elbiler som Fiat Grande Panda og Renault 5. Her kan du læse mere om alle de billige elbiler, der er på vej til Danmark.

Mens forsinkelsen også betød, at Citroën ë-C3 ikke kom med til kåringen af Årets Bil i Danmark, er Hyundai Inster gået videre til finalen. Hvilkenbil er med i juryen og har derfor allerede kørt Hyundai Inster. Læs mere om vores indtryk af bilen her.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here