Her er den nye Tesla Model Y

ny tesla model y
Foto: Tesla

Rygterne om en opdatering har simret længe. Nu er det ganske vist: En ny Tesla Model Y er klar. Noget er nyt, mest er ved det gamle.

I 2023 fik Tesla Model 3 en vellykket opdatering, og der har længe været talt om, hvornår en ny Tesla Model Y ville være klar. Det er den nu. På Teslas kinesiske hjemmeside stod den pludselig i går.

Billederne af den fornyede Tesla Model Y viser en ny front med smal lysstribe a la Cybertruck og Cybercab. Også bagpå løber nu en kraftige lysstribe i hele bilens bredde. Og det ser ud til at være det. De små ændringer har dog reduceret luftmodstanden fra en cW-værdi på 0,23 til 0,22. Det er ekstremt lavt for en høj SUV.

Bagtil er det brede lygtebånd nyt på Model Y. Inde i lygtebåndet står der Tesla. Foto: Tesla

Opfriskningen i kabinen er ifølge det amerikanske medie Insideevs mere omfattende, så Model Y kommer på højde med Model 3. I modsætning til Model 3 ser det dog ud til, at Model Y fortsat har en stilk på venstre side af rattet til blinklyset. På den fornyede Model 3 aktiverer man blinklyset på to kontakter på rattet.

Som Model 3 har Model Y fået nyt rat, ambientelys i døre og tværs over instrumentpanelet samt separat infoskærm til bagsædet. Lydisolerende glas i ruderne skal reducere støj. Foto: Tesla
Bedre undervogn

Af Teslas kinesiske hjemmeside fremgår det, at Model Y-undervogn og affjedring er strammet gevaldigt op. Den nuværendes evne til at opsuge kraftige ujævnheder har ikke været en spidskompetence, og det skulle altså nu være bedre. Forbedrede køreegenskaber lykkedes i den grad med opdateringen af Model 3, så mon ikke også det lykkes her.

Nye fælge og hjulkapsler samt mindre støjende dæk er også en del af den nye pakke.

Kig godt efter: På dette foto fra Teslas Hong Kong site kan man ane en stilk til venstre for rattet til afviserblinket. Foto: Tesla

Den kinesiske måde at udregne rækkevidde på kan ikke overføres til Europa, men det amerikanske medie Insideevs mener at kunne læse sig frem til, at den bliver en smule mere effektiv. Med 4,5-7 procents længere rækkevidde. Det vil sige omkring 480 km rækkevidde for en standard Model Y, 630 km for Long Range med baghjulstræk og 595 km for Long Range med firehjulstræk.

Tesla-tilbagegang for første gang nogensinde

Fornyelsen kommer på et kærkomment tidspunkt. Tesla-salgstallene gik for første gang nogensinde tilbage i 2024. Her solgte Tesla 1,79 millioner biler, en tilbagegang fra 1,81 i 2023. I Danmark var Tesla-tilbagegangen på 28,2 procentpoint i forhold til 2023 med 16.030 solgte. Dermed blev Tesla overhalet af Volkswagen i Danmark – VW solgte over 20.000 biler i 2024. Tesla Model Y er dog stadig Danmarks mest solgte bil med 10.471 styk.

Denne isblå farve er ny i Model Y-programmet. I hvert fald i Kina. Foto: Tesla

Den fornyede Tesla Model Y er klar til de kinesiske kunder i marts og triller derefter ud på øvrige asiatiske markeder og i Australien. Hvornår den er i Europa og USA, har Insideevs ikke informationer om. Men mon ikke det bliver inden sommer.

Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here