Fire chefer har nu forladt Tesla i løbet af de seneste fem måneder. Senest er det en finansdirektør, der går efter 11 år i firmaet.
Der er gang i svingdøren hos Tesla. I løbet af de seneste fem måneder har fire chefer forladt Tesla. Senest Sreela Venkataratnam, der er chef for Teslas finans- og forretningsoperationer. Det skriver branchemagasinet Automotive News.
Venkataratnam, der har arbejdet for Tesla i 11 år, skriver i et LinkedIn-opslag, at hun forlader Tesla ”for at få kvalitetstid med sin familie, genoptage kontakten til venner og fokusere på personligt velbefindende.”
Tesla har ry for at være et krævende sted at arbejde – især for chefer tæt på Tesla-ejer Elon Musk.
Ikke for ’svage hjerter’
I et svar til en kommentar på hendes LinkedIn-opslag, skriver Venkataratnam, at det at arbejde for Tesla afgjort ikke er for ’svage hjerter’.
Tidligere i år har chefer for investor-relationer, udvikling af drivliner og opladning samt offentlig politik og forretningsudvikling forladt Tesla.
I april fyrede Elon Musk chefen for modelprogram og introduktion af nye produkter Daniel Ho. Det samme skete for Rebecca Tinuccu, chef for opladning i den ellers så succesfulde Supercharger-afdeling. Her skabte massefyringer uro om Elon Musk og hans fremtidige strategi for Tesla og Supercharger-netværket.
Store udfordringer
’Hjerneflugten’ kommer i en periode med store udfordringer for Tesla. For første gang nogensinde falder salget gennem flere måneder i træk, og flere analytikere kritiserer Tesla for ikke at opdatere det efterhånden aldrende modelprogram.
Elon Musk siger, at Tesla skal opfattes som en kunstig intelligens-virksomhed og vil 10. oktober præsentere en selvkørende ’robotaxi’.
Musk har heller ikke lagt skjul på, at Tesla lige nu befinder sig mellem to vækstbølger. Først næste år vil Tesla vækste igen – formentlig ved hjælp af den selvkørende robotaxi og sandsynligvis også en ny, mindre og billigere Tesla, ofte omtalt som ’Model 2’.
Endelig tyder alt på, at vi omkring årsskiftet ser et længe ventet facelift af Model Y i stil med den opgradering, som Model 3 allerede har fået. En forbedret udgave af Model Y, der var verdens mest solgte bil sidste år, kan være en hurtig genvej til fornyet vækst for Tesla.
Utallige forsinkelser
Elon Musk er dog berygtet for at være tidsoptimist. Både den selvkørende taxa, mulighed for at gøre eksisterende modeller selvkørende og en billig basis-Tesla har været rygtet undervejs og udskudt utallige gange.
Sidst, men ikke mindst, har Elon Musk nu givet sin fulde opbakning til Donald Trump i det kommende amerikanske præsidentvalg. Det er kontroversielt for en fremtrædende erhvervsleder at melde så klart ud politisk – særligt med opbakning til en så kontroversiel person som Trump. Adskillige analytikere og kommentatorer mener af samme årsag, at Teslas ejer er ved at blive Teslas største udfordring.