Honda lover solid state batterier inden 2030

Længere rækkevidde, hurtigere opladning og lavere pris. Hondas kommende solid state batterier har det hele – men skal gøres 100 gange større.

Forleden kunne vi fortælle om Stellantis’ plan om at lave litium-svovl batterier, der har alle de egenskaber vi drømmer om i en elbil: Længere rækkevidde, hurtigere opladning og lavere pris.

Honda har – som så mange andre bilproducenter – tilsvarende planer. Det nye er, at Honda, der længe har nølet med elbiler og i stedet satset på brint, nu ser ud til at satse helhjertet på batteridrevne elbiler. Og tilsyneladende også er nået et stykke vej med udviklingen af de stærkt hypede solid state – på dansk faststof – batterier.

Op til 1.200 km

Tjek her, hvad Honda for nylig meldte ud om deres planer:

I dette årti – altså senest 2030 – vil Honda tilbyde elbiler med en rækkevidde på 1.000 km.

De er udstyret med Hondas egne solid state batterier, der skal være 50 pct. mindre, 35 pct. lettere og 25 pct. billigere end moderne litium-ion batterier.

I 2040 bliver faststof batterierne endnu bedre. Her lover Honda en rækkevidde på helt op til 1.200 km på en fuld opladning.

Klar med pilotfabrik

Ambitionerne er med andre ord høje som Fuji-bjerget hjemme i Japan. Men Honda har noget af have dem i. Bogstaveligt talt. Honda er nemlig stort set færdig med at bygge en pilotfabrik, der skal fremstille de første af virksomhedens egne solid state batterier.

Honda har bygget en komplet fabrik, der skal bruges til at færdigudvikle mærkets solid state-batteri og gøre det klar til masseproduktion senest i 2030.

Idéen er, at pilotproduktionen skal hjælpe med at identificere og løse de udfordringer, som Honda retfærdigvis erkender først skal overvindes, før superbatteriet er klar til egentlig massefremstilling.

For der er mange udfordringer. Én af dem er, at Hondas prototype af et solid state batteri indtil videre er meget lille.

”Det er derfor, at vi har lavet en pilotfabrik, der kan identificere og løse alle udfordringer i forhold til størrelse og masseproduktion hurtigst muligt. Vi skal gøre vores prototype-batteri 100 gange større og arbejder på at gøre dem klar til masseproduktionsfasen,” forklarer chefingeniør i Hondas udviklingsafdeling Takeshi Ueda til branchemediet Automotive News.

Fugt er forbudt

En anden udfordring er, at solid state batterier skal fremstilles helt uden fugtighed. Det kræver lidt forenklet masser af aircondition og dermed energi. I stedet for at ’tørlægge’ hele pilotfabrikken, har Honda indkapslet de kritiske steder i produktionen, hvor det er nødvendigt.

Honda er også så langt, at man benytter en rullepresse til at lave en tynd film med de elektrolytter, der bruges i batteriet. Ifølge Honda sikrer fremstillingsmetoden både høj kvalitet og fremstillingshastighed.

Ifølge Honda bliver deres solid state batterier en ’gamechanger’. Det udtryk har vi hørt mange gange i forbindelse med faststofbatteriet, der fortsat ses som det næste store gennembrud for elbiler.

Andre bilproducenter som Toyota og Volkswagen og adskillige kinesiske mærker har lignende planer. Vi mangler dog stadig at se den første elbil med det hypede superbatteri. Det eneste vi ved med sikkerhed er, at Honda også har meldt sig ind i ræset om at komme først.

[email protected]

2 Kommentarer

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here