Husk at tænde bilens baglygter

baglygter

Efterår, gråvejr, støvregn, tusmørke – lige nu er det endnu mere vigtigt at tænde bilens nærlys. Automatikken virker ikke altid.

Særligt om efteråret gentager oplevelserne sig. I tusmørket spottes mange formørkede trafikanter, som ikke har tændt bilernes baglygter.

Kørelyset foran er godt nok tændt, men da det endnu ikke er så mørkt, at man reelt har brug for nærlyset for at kunne orientere sig, er konsekvensen, at baglygterne ikke er tændt, og i støvregn og tusmørke kan det være vanskeligt at få øje på den mørklagte forankørende.

Svenske VTI (Statens väg- och transportforskningsinstitut) har offentliggjort en undersøgelse, der viser, at 82 procent af alle de observerede svenske bilister kører med slukkede baglygter. Og 76 pct. af dem troede rent faktisk, at deres baglygter var tændt.

Da tændte baglygter – på alle tider af døgnet – kobles til øget synlighed og mere trafiksikkerhed, samt at det er lettere for andre trafikanter at afgøre, om en bil kører eller ikke kører, anbefaler VTI, at baglygterne ikke kun skal være tændt i lygtetændingstiden, men døgnet rundt.

Tror at baglygterne er tændt

I november 2022 gennemførte det danske Rådet for Sikker Trafik en kampagne for at få bilister til at huske baglyset, og dengang oplyste 73 pct. af bilisterne, at de en eller flere gange havde oplevet biler med slukkede baglygter, selvom de burde være tændt.

Mange bilister tror fejlagtigt, at de har lys i baglygterne, uden at de har det, fordi de har sat bilens lys på auto-funktion. Men når de for eksempel kører i tusmørke, regn eller tåge, så er det ikke altid, at bilens lyssensor opfatter, at lyset bør være tændt.

Rådet for Sikker Trafik anbefalder derfor, at man gør sig klart, hvordan lyset på ens bil fungerer. Og er man i tvivl, så tænd for nærlyset – så er der altid lys i baglygterne.

Ifølge færdselsloven skal der være lys i baglygterne i lygtetændingstiden, og når sigtbarheden er nedsat.

Problemet med slukkede baglygter opstod, da EU i 2011 indførte kørelys, det vil sige lys foran – men ikke bag på – hele døgnet. Derfor er det kun kørelyset foran, der tænder, når man starter bilen.

På biler, der er typegodkendt efter 30. juli 2016, er lyssensor obligatorisk. Men da det kun gælder nye biltyper, vil problemet med slukkede baglygter eksistere mange år ud i fremtiden.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here