Hyundai i10 får vokseværk

Næste generation af Hyundai i10 vokser på alle ledder og bliver angiveligt mikroklassens mest rummelige. Dansk premiere sidst på året.

Hyundai i10 hører til den populære mikroklasses mere forsigtige biler. Med håndsæbedesign og små 13-tommer hjul er den klassens stille pige – især sammenlignet med den anderledes selvsikre søsterbil, Kia Picanto, der da også sælger bedre herhjemme. Når i10 kravler op af salgslisten, sker det som regel ved hjælp af kampagner med rabatter og ekstraudstyr uden beregning.

Men når næste generation af Hyundais mindste får officiel verdenspremiere på septembers biludstilling i Frankfurt, bliver der måske lavet om på den interne hakkeorden. Hyundai i10 vokser markant med 8 cm i længden og 7 cm over skuldrene. Samtidig får taget et tryk, der sammen med stor kølergrill og boomerang-formet LED-kørelys ændrer designet radikalt – i10 går billedligt talt fra genert pige til rapkæftet rod om man vil.

Slut med at ligne en undskyldning for sig selv; Den nye Hyundai i10 er designet i Tyskland.
Slut med at ligne en undskyldning for sig selv; Den nye Hyundai i10 er designet i Tyskland.

Mikroklassens største bagagerum
De ekstra centimeter sender i10 op blandt de største biler i mikroklassen – og endda forbi søsterbilen Kia Picanto, som den deler teknik med. Ifølge Hyundai bliver i10 faktisk mikroklassens mest rummelige bil, ikke mindst på bagsædet, der angiveligt får plads til to fuldvoksne passagerer. Bagagerummet vokser fra 225 til 252 liter. Det er én liter mere end VW Up og er dermed klassens mest forslugne.

Motorerne kender vi ikke overraskende allerede fra Kia Picanto. Det vil sige to benzinmotorer – en 3-cylindret 1,0 med 69 hk og en 4-cylindret 1,2 med 85 hk. Med lidt held kommer der også en turboladet variant på et senere tidspunkt. Kia og Hyundai er i hvert fald på vej med en ny generation af “downsizede” motorer, som vi kender det fraFord og VW. Derimod skal vi næppe regne med at finde en diesel under hjelmen i den nye Hyundai i10.

Meget mere ved vi endnu ikke – koreanerne skal også have noget at fortælle, når klædet tages af i10 i Frankfurt. Dog fortæller Hyundai, at det nye design er skabt på fabrikkens tyske designcenter i Opels hjemby Rüsselsheim, og at produktionen til det europæiske marked skal foregå i Tyrkiet.

De første biler triller af samlebåndet midt på efteråret og når ud til bilkøberne i november. Med lidt held ser vi også Hyundai i10 herhjemme inden nytår.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here