I 2024 vil elbiler og benzinbiler koste det samme

Analyse: Billigere batterier, ny teknologi og stordriftsfordele vil allerede næste år bringe prisen på elbiler ned på niveau med benzinbiler.

Der er håb forude for de mange danske bilkøbere, der spejder forgæves efter elbiler til 200.000 kroner eller mindre. Dem er der ikke mange af i dag, hvor elbiler typisk koster 300.000 kroner eller endnu mere. Men allerede i slutningen af 2024 kan situationen se anderledes ud. Det konkluderer en undersøgelse af det amerikanske analyseinstitut Rocky Mountain Institute, RMI.

I en ny analyse af markedet for elbiler konkluderer RMI, at udgifterne til elbilers batterier vil blive halveret i dette årti: Fra ca. 150 dollars pr. kWh i 2022 til et sted mellem 60 og 90 dollars pr. kWh i 2030. Det vil for første gang nogensinde gøre elbiler billigere end fossilbiler, der kører på benzin eller diesel. Hertil kommer, at elbiler allerede i dag er billigere i drift og service.

Afgørende udvikling

Når priserne på batterier er på vej ned, skyldes det flere ting. Konkurrencen er øget markant, der forskes i og udvikles nye og billigere batterityper og fremstillingsmetoder, og efterhånden som produktionen øges, høster producenterne stordriftsfordele. Da batterier udgør op til 40 procent af udgifterne til at fremstille en elbil, er det en afgørende udvikling for prisen på elbiler.

Ifølge det amerikanske analyseinstitut kan elbiler solgt på det europæiske marked allerede næste år nå priser, der svarer direkte til prisen på fossilbiler. Samme udvikling forventes i Kina i 2025, i Nordamerika i 2026 og på det store indiske marked i 2027.

Seksdobling frem mod 2030

Faldende priser på elbiler vil få en markant effekt, vurderer RMI. I 2030 vil produktionen af elbiler være seksdoblet sammenlignet med i dag og udgøre mellem 62 og 86 procent af det globale bilsalg.

Ikke overraskende vil det få en tilsvarende effekt på verdens olieforbrug. Fra 2030 vil den hurtige udbredelse af elbiler reducere behovet for olie med mindst én million tønder hver eneste dag.

RMI understreger, at der ikke er noget sensationelt i tallene:

”Der er ikke noget radikalt i den fortsatte og nærmest eksponentielle vækst i antallet af elbiler. Det er helt som forventet,” forklarer analyseinstituttets senior analytiker Kingsmill Bond til nyhedsbureauet Reuters.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here