BILTEST: VW genopliver det ikoniske rugbrød med den elektriske ID.Buzz. Her er masser af god stil, plads og komfort – men det koster.
Hvilken bil?
ID.Buzz er VW’s fjerde elbil på den såkaldte MEB-platform. Og den første, der spiller retro-kortet som en moderne, fuldt elektrisk udgave af 50ernes og 60ernes ikoniske ’rugbrød’, der hittede hos alt fra håndværkere til hippier. Retrostilen er gennemført på ’Buzz’en. Især hvis du smider 35.000 kr. ekstra for to-farvet lakering.
ID.Buzz kommer i første omgang i en kort version med to forsæder og bænkebagsæde til tre, altså fem siddepladser i alt. To praktiske skydedøre og et batteri på 77 kWh, der giver en rækkevidde på 410 km er standard. Senere i år følger en version med forlænget akselafstand, tre sæderækker med plads til syv i alt og et større batteri, der bringer rækkevidden op omkring 500 km. Prisen for den aktuelle korte udgave starter ved 490.000 kr. for en veludstyret grundmodel. Her tester vi den 80.000 kroner dyrere topmodel Style med alt i udstyr.
Vidste du at?
Er du fra ’boomer’ generationen eller ældre, er ’rugbrødet’ lige så nostalgisk som en folkevognsboble eller Mini. Den originale T1 Transporter var ikke kun en populær varevogn i 50erne og 60erne, men blev nærmest synonym med flower-power og ungdomsoprøret i 68 – både i Europa og USA.
Lad så være, at udstødningen fra den luftkølede hækboksermotor mere duftede af svovl end roser – det rummelige rugbrød stod godt til sloganet ’make love, not war’. At mange bogstaveligt talt er blevet undfanget i verdens vel nok første MPV forstærker kun de positive vibrationer omkring bilen.
Alt det spiller VW dygtigt videre på med ID.Buzz. Med emissionsfri elmotor og venlig udstråling er den en slags woke Volkswagen. En velskåret skive rugbrød, der kan tage den sidste grimme smag fra dieselskandalen i 2015.
Hvordan er førerpladsen?
Tag ikke fejl. ID.Buzz er en ordentlig kleppert. 2 meter bred og 193 cm høj. Som sin berømte forgænger er den født som varevogn. Derfor stiger du ikke direkte ind i Buzz’en som i en MPV eller SUV – du stiger op. Det er faktisk lidt besværligt. Til gengæld sidder du kongeligt, når du først er kravlet op i kaptajnsstolene, som her i Style-udgaven har eljustering, massage og dobbelte armlæn. Udsigten er overdådig – selv SUVere kigger du ned på.
Mens du sad ret op og ned lige bag forruden i originalen, sidder du tilbagetrukket og sikkert i ID. Buzz. Og nærmest fremragende i de virkeligt gode forsæder, der er godt placeret i forhold til rat og pedaler.
To nisser fra VW’s øvrige ID-modeller er desværre flyttet med ind i Buzz’en: Kabinen er nydelig, men overfladerne består af stenhård plast, og vi savner fortsat basale nødvendigheder som knapper til bagerste elruder og belysning af berøringsfelterne til ventilation og lydstyrke. Softwaren virker hurtigere, men logik og overblik i menustyringen er stadig under par. At det angiveligt bliver bedre med næste generation, der dukker op i ID.7 sidst i 2023, er en ringe trøst…
Hvordan opleves kabinen?
Fordelen ved at være firkantet som en pakke Herkules fra Kohberg er pladsen: Indvendig er ID.Buzz et ægte raumwunder. MEB-platformen er flad som et skateboard, batterierne ligger under gulvet, og elmotoren fylder kun ganske lidt mellem baghjulene. Derfor kan stort set alle tre meter mellem for- og bagaksel udnyttes til kabineplads. Faktisk er der så meget af den i den 4,7 meter lange Buzz, at her sagtens kunne være en tredje sæderække og dermed plads til syv. Nu er her kun fem siddepladser, og så kan man sådan set lige så godt nøjes med søsterbilen og SUV’en ID.4, der tilmed er næsten 100.000 kr. billigere og kører mere end 100 km længere på en opladning. OK, de dobbelte skydedøre er fantastiske, og det er bare wunderbar med mere end én kubikmeter plads i bagagerummet, men i vores optik giver den kommende, forlængede udgave af ID.Buzz mere mening. Dels fordi den bliver noget så sjældent som en elbil med plads til syv, dels fordi den med sit større batteri får længere rækkevidde. Hvorfor det er attraktivt, vender vi tilbage til.
Er sikkerheden i orden?
Ja. Euro NCAP smider samtlige fem stjerner efter ID.Buzz efter den skrappe 2022-udgave af crashtesten. Der viser sig nemlig at være krummer i Buzz’en, når den møder muren: Konstruktionen er grundlæggende sund og solid, moderne centerairbag mellem forsæder beskytter ved sidekollisioner, og den automatiske nødbremse virker godt. Det samme gælder andre aktive sikkerhedsassistenter som vejbaneassistenten, der holder Buzz’en på egen banehalvdel.
Dog er ID.Buzz ikke så venlig ved bløde trafikanter, som den ser ud: Trods sit venlige ydre slår den faktisk så hårdt, at det næsten koster den femte stjerne. En kort front betyder, at f.eks. fodgængere risikerer skader i kritiske områder som hoved og bækken.
Læs mere på euroncap.com.
Hvordan kører den?
Man skal ikke være tysk diplomingeniør for at regne ud, at en næsten to meter høj og bred kasseformet van med en samlet vægt på 2,5 ton ikke byder på den store køredynamik.
Omvendt kører Buzz ikke som en rustik van. Snarere som komfortabel luksus-minibus. Den sorte testbil med mørktonede kunne vi sagtens se som en funky VIP-van for direktører og rockstjerner med hang til veganermad og vedvarende energi…
Skarpe ujævnheder kan godt drille den tungt belastede undervogn, men under de fleste forhold er Buzz’en støjsvag, behagelig og sporsikker. Det er en bil, du cruiser afslappet i med stort velvære. Dukker der et skarpt sving op, klarer Buzz’en sagtens udfordringen med sit lave tyngdepunkt og kagerullebrede bagdæk. I byen vender du på den berømte tallerken. Og på motorvejen nyder du bare pladsen, udsigten og den næsten lydløse og vibrationsfrie fremfærd. ID.Buzz er chilleren, som nutidens unge siger om rugbrødet til en ny generation.
Hvordan er motor og opladning?
ID.Buzz kører med den velkendte 150 kW (204 hk) elmotor, der trækker på baghjulene. Elmotoren er stort set lydløs, og med et drejningsmoment på 310 Nm fra nul omdrejninger lægger Buzz’en hurtigt fra land. Fra 60-70 km/t kan den ikke længere spurte fra sumobryder-vægten, men her er kræfter nok til ubesværet cruising med 130 km/t på motorvejen.
Så hurtigt kører du bare ikke. ID.Buzz er omtrent så vindglat som en kummefryser, så dens store udfordring er strømforbruget oppe i fart. Vi testede det en semikold vinterdag ved syv grader. Først i stiv modvind med konstante 110 km/t. Her rakte batteriet til 250 km. Derefter den modsatte vej med lige så meget rygvind ved samme hastighed. Her rakte batteriet til 350 km. Som Buzz-ejer lærer du hurtigt at holde dig til moderate hastigheder – især i modvind. Til gengæld har VW skruet op for ladekapaciteten. ID.Buzz tager imod op til 170 kW ved ladestanderen, så rugbrødet skal så at sige ikke være længe i ovnen, før det kan serveres. I den lave temperatur toppede ladningen dog ved 135 kW – det er godkendt.
Passer prisen?
Ikke helt. I udgaven med fem sæder og samme teknik som søsterbilen ID.4 giver det ikke rigtigt mening, at ID.Buzz er 95.000 kr. dyrere. Heller ikke selv om basisudgaven af Buzz er en smule bedre udstyret og forkæler familien med dobbelte skydedøre og enormt bagagerum.
ID.Buzz tager sig godt betalt for designet, charmen og pladsen – og måske får du pengene igen, når du engang skal sælge. Vi vurderer dog, at det totaløkonomisk giver bedre mening at betale mere for den kommende udgave med syv siddepladser og større batteri. Den placerer nemlig ID.Buzz som en af ganske få elektriske MPVere med plads til syv – og løser samtidig udfordringen med det høje strømforbrug på motorvejen.
Er der alternativer?
Ganske få, næsten alle nye elbiler er af SUV- eller crossover-typen. Den kinesiske MPV Maxus Euniq 5 fås med enten seks eller syv sæder til henholdsvis 435.000 og 380.000 kr. Sidstnævnte er billigere, fordi den nøjes med et lille batteri og rækkevidde på blot 260 km. Den anden kører 360 km.
En bestseller som Tesla Model Y, der også byder på høj siddestilling og stort bagagerum, koster 561.000 kr. som Long Range med firehjulstræk og har væsentligt mere udstyr og power. En anden SUV med god plads og stærke præstationer er BMW iX3. Her får du 461 km rækkevidde, bedre køreegenskaber end i Buzz og hele 286 hk til 563.000. BMW’en får også VWs retro-rugbrød til at se lidt kostbar ud.
En mere direkte konkurrent er den endnu større Mercedes EQV, men her begynder priserne helt oppe ved 755.000 kr.
Konklusion:
For: Design, plads, komfort, praktisk sans.
Imod: Halvhøj pris og halvkort rækkevidde.
Hvilkenbil siger:
FAKTA: VW ID.Buzz Style
Vejl. pris, inkl. lev.: 571.000 kr. (Buzz fås fra 490.000 kr.)
Anslået kontantrabat:* 0 kr.
Årlig ejerafgift: 740 kr.
Garanti (rust/batteri/mekanik): 12 år/8 år – 160.000 km/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): 5
Antal airbags: 7
Længde/bredde/højde: 471/199/193 cm
Akselafstand: 299 cm
Bagagerum (uden/m. nedfældet bagsæde): 1.121/1.581 liter
Køreklar vægt: ca. 2.516 kg
KW/drejningsmoment: 150 (204 hk)/310 Nm
Batteri: 77 kWh netto
Rækkevidde (WLTP): 411 km
Forbrug (WLTP-norm): 4,7 km/kWh
Målt forbrug: 4,0 km/kWh (7 grader)
Ladestik: CCS Type 2
Max ladekapacitet pr. time: Indbygget lader: 11 kW (AC). Supercharger: Op til 170 kW (DC)
0-100 km/t: 10,2 sek
Topfart: 145 km/t
Særligt standardudstyr Style:
2-zone klimanlæg, navigation med trafikmeddelelser i realtid, stemmestyring, adaptiv fartpilot, aktiv vognbaneassistent, elruder og elspejle, eljusterbare forsæder m. varme og dobbelt armlæn, læderrat, adaptive LED-matrix forlygter, digital instrumentering, 12-tommer trykfølsom betjeningsskærm, trådløs Apple Carplay og Android Auto, regnsensor, bakkamera, automatisk nødbremse med fodgænger-genkendelse, vejskiltegenkendelse, varmepumpe, nøglefri betjening, USB og Bluetooth, køreprofiler, 20-tommer alufælge, eldrevne skydedøre i begge sider, elektrisk bagklap. (*Anslået af hvilkenbil.dk)
Metallak: 12.800 kr. To-farvet lakering: 35.000 kr.
God test, igen:-)
Kan I ikke angive forbruget i fx wh/km eller khw/100km? Hvor meget rækkevidde der er, siger ikke så meget om forbruget med mindre man finder batteristørrelsen frem, korrigerer for brutto/netto kapacitet og så ellers regner på det.
I test af biler med forbrændingsmotor opgives jo tilsvarende altid km/l.
Jeg er klar over, at rækkevidden også er interessant, men for rigtig mange er det sjældent et problem hvis bilen primært bruges til pendling. Og med til tider høje elpriser er det super interessant at kende forbruget, fx en vinterdag i stiv modvind med 110 km/t. Altså – hvad koster den at køre i? Og vil man have et bud på rækkevidden, kan man jo lave regnestykket ud fra wh/km.
Eller – I kan oplyse begge dele 🙂
Jeg korrigerer mig selv – I HAR jo oplyst forbrug i faktaboksen – fortsæt med, både WLTP og målt 🙂
Tak Martin, vi må jo indrømme, at man skal et stykke ned i testen for at finde forbruget 🙂 Vi har valgt at angive forbruget i km/kWh fordi det minder mest om km/l for biler med forbrændingsmotor. Det ser også ud til, at det er den metode, der er ved at vinde indpas i de fleste andre bilmedier. Bedste hilsner, Jens, Hvilkenbil.