Italiensk offensiv kulminerer efter sommerferien

Italienske bilmærker synes på vej mod ny storhed – vi ser frem mod luksusbilen Alfa Romeo Giulia, roadsteren Fiat 124 Spider og familiebilen Fiat Tipo.

Er der én mand, som skal have æren for de italienske bilmærkers genopstandelse, så er det den altid afslappet klædte og lettere forpjuskede Sergio Marchionne, topchef hos Fiat Chrysler Automobiles. Han har udført ikke bare små, men nærmest gigantiske mirakler, som de færreste troede mulige, da den skrantende italienske Fiat-koncern i 2009 indledte overtagelsen af mindst lige så skrantende amerikanske Chrysler. Reelt var den italiensk-amerikanske “sammensmeltning” fuldført i 2015, og den femårsplan, der blev indledt i 2014, er guf for entusiaster med svaghed for hede italienere.

Sergio Marchionne - direktøren for det hele i Fiat-Chrysler koncernen.
Sergio Marchionne – direktøren for det hele i Fiat-Chrysler koncernen.

Marchionne har skåret alt overflødigt fra, bl.a. Chryslers mærke Plymouth, og han synes at være garant for en målrettet indsats med klart blik for de enkelte mærkers styrker. Her i Europa er Jeep i offensiven, vi ser en syndflod af Fiat 500-modeller, hvor en hvilken som helst mulig variant synes udtænkt, og i år manifesterer nyhederne sig over en bred og alsidig kam. En af dette års italienske nyheder er familiebilen Fiat Tipo, som hvilkenbil for nylig omtalte – læs mere om den hér: Tipo sender Fiat tilbage i Golf-klubben

Her koncentrerer vi os om to af de nyheder, som bør være med til at gøre italienske biler særligt attraktive i danskernes øjne. Den ene og den klart vigtigste er BMW 3-serie konkurrenten Alfa Romeo Giulia. Hvor tyskerne måske fremstår lidt perfekt-kølige og kyniske, så er Giulia “Meccanica delle emozioni”, varmblodet og appellerende. Marchionne har kanaliseret næsten 40 milliarder kroner ind i udviklingen af Alfa frem mod 2018, Giulia er den første model, og yderligere syv nye ventes at følge.

I Danmark til august
Når Giulia lander hos Alfa-forhandlerne i august, ser vi en premium-sedan, hvor ikke én eneste komponent stammer fra Fiat eller Chrysler. Alt – som i ALT – er nyt. Dens konkurrenter er ud over førnævnte BMW 3-serie også BMW 4-serie Gran Coupé, Audi A4 og A5 Sportback, Mercedes C-Klasse og Jaguar XE.

Giulia har, ligesom BMW, Mercedes og Jaguar, baghjulstræk, vægtfordelingen skulle være 50/50, hvilket sædvanligvis er noget, de køreglade entusiaster sætter pris på, og den mest interessante variant for os danskere bliver den med 2,2 liters dieselmotor og 150 hestekræfter. Dens maksimale moment er 380 Nm ved 1.500 o/min, med 180 hk er momentet hævet til 450 Nm ved 1.750 o/min.

Ventetiden er snart ovre for utålmodige 'Alfisti' - den nye Giulia kommer til Danmark til august.
Ventetiden er snart ovre for utålmodige ‘Alfisti’ – den nye Giulia kommer til Danmark til august.

Den fås også med en toliters benzinmotor, der yder 200 hk, og topmodellen Quadrifoglio Verde, der skal gøre det grimme ved Audi RS4, BMW M3/M4 og Mercedes C63 AMG, har en 2,9 liters V6-motor med 510 hk; den sprinter fra 0 til 100 km/t på blot 3,9 sekunder.

Gearkasserne er enten en 6-trins manuel eller en 8-trins automatik, og man kan vælge mellem tre udstyrsniveauer, Giulia, Super og Quadrifoglio. Italienerne har brugt store mængder kulfiber og aluminium, og den 180 hestes diesel har ifølge det opgivne en køreklar vægt omkring 1.450 kilo.

At Alfa anser BMW for at være den konkurrent, man vil måle sig med, kommer bl.a. til udtryk ved, at italienerne i februar lokkede den tidligere Ferrari-chefingeniør Roberto Fedeli tilbage fra netop BMW for at hjælpe med finpudsningen af Giulia og udviklingen af nye Maserati-modeller. Og at tyskerne – og alle vi andre – skal tage Alfa alvorligt, kom til udtryk på den netop afsluttede biludstilling i Genève, da Sergio Marchionne understregede, at den internationale lancering af Giulia vil finde sted på et tidspunkt, “når vi er på højde med tyskerne, ellers er det ikke umagen værd”.

Japansk teknik, italiensk hjerte
Den anden italienske nyhed, som er hos os kort efter sommerferien, kommer fra en helt anden skuffe.

Roadsteren Fiat 124 Spider er en langt-henad-vejen tro kopi af verdens bedste topersoners cabriolet, den japanske sportsvogn Mazda MX-5. Men dermed også et udtryk for, at Marchionne ikke er for fin til at samarbejde med en producent, som siden 1989 i store dele af verden har siddet solidt på markedet for de relativt billige roadstere. MX-5 samtidig er særdeles velkørende, og dens succes er både forståelig og fortjent.

I kabinen er det kun Fiat-logoet i rattet, der adskiller 124 Spider fra MX-5, men motoren er Fiats egen, en 1,4 liters TwinAir-turbobenziner med 140 hk. MX-5 har to turboløse benzinmotorer, en 1,5 liters med 131 hk og en 2,0 med 160 hk. Med Mazdas enestående evner for at få det maksimale ud af deres motorer er de formentlig fabelagtige – hvilkenbil.dk har endnu ikke haft fornøjelsen – men mon ikke turboen kan være med til at give 124 Spider det helt rigtige italienske temperament.

Fiat lover en endnu mere raffineret undervogn end i MX-5, så man bag 124 Spider-rattet for alvor vil “opleve klassisk italiensk køreglæde”.

Fiat 124 Spider er nærmest en tro kopi af Mazda MX-5. Men tilsat italiensk design, angiveligt en yderligere optimeret undervogn og ikke mindst Fiats egen TwinAir-turbomotor med 140 hk skulle det rette italienske temperament være sikret.
Fiat 124 Spider er nærmest en tro kopi af Mazda MX-5. Men tilsat det rette italienske temperament.

Fiat har tidligere haft en 124 Spider på markedet. Den havde premiere i 1966, og især amerikanerne tog 124 Spider til sig. I 1985 sluttede den fest dog, men i år, 50 år senere og med vanlig sans for at markere runde dage, lancerer Fiat igen 124 Spider.

Priserne på Alfa Romeo Giulia og Fiat 124 Spider er endnu ikke tilgængelige. Giulia 2,2 diesel med 150 hk skal matche BMW 318d med lige så mange hestekræfter, så vi må forvente en listepris under 475.000 kr. 318d kan pt. privat- og erhvervsleases fra 4.795 kr. om måneden. For private er engangsydelsen 30.000 kr., for erhvervsleasing er beskatningsgrundlaget fra 353.606 kr.

Mazda MX-5 koster med 1,5 liters motor 313.700 kr., 2,0 koster yderligere 63.000 kr., så mon ikke prisen for en Fiat 124 Spider ender et sted midt i mellem.

Lige til slut en oversigt over de vigtigste mærker i Fiat Chrysler Automobiles – i alfabetisk rækkefølge: Alfa Romeo, Chrysler, Dodge, Ferrari, Fiat, Jeep, Lancia, Maserati og RAM.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here