Kæmpe prisfald på elektrisk entusiastbil

Alfa Romeo

Alfa Romeo rydder op på lageret med 45.000 kroners rabat på elbilen Junior. Det er en historisk lav pris for det italienske bilmærke i Danmark.

Alfa Romeo laver nogle af de smukkeste og mest velkørende biler i verden. Der er bare meget få, der køber de italienske entusiastbiler. 

Det gælder også i Danmark, hvor Alfa Romeo længe har levet en skyggetilværelse i den yderste udkant af det ellers boomende bilmarked. Blot én model sælges herhjemme - den kompakte SUV Junior, der deler teknik med andre elbiler fra Stellantis-koncernen som Peugeot E-2008 og Opel Mokka.

Billigste Alfa i 12 år

Det er der bare ikke mange, der ved. Eller også er de ligeglade: Indtil videre er der kun indregistreret 87 eksemplarer af Junior i år, der ellers udmærker sig med forførende former i et hav af mere eller mindre enslignende SUV’ere.

Men nu skal der sættes fut i salget. Den danske Alfa importør, Wismo Group, har sat alle Alfa Romeo Junior på lager ned med 45.000 kroner. Det er et prisfald på 16 procent - fra 280.000 til 235.000 kroner - der gør Junior til den billigste Alfa Romeo i Danmark siden MiTo i 2013. 

Masser af udstyr

Det markante prisfald bringer også Alfa Junior i øjenhøjde med relativt billige elbiler som Renault 4, Ford Puma Gen-e og Suzuki e Vitara og underbyder direkte konkurrenter som Mini Aceman og Volvo EX30. 

At der er tale om en attraktiv pris understreges af, at lagerbilerne alle er Speciale-udgaven af Junior. Den er spækket med udstyr som matrix LED forlygter, adaptiv fartpilot, nøglefri betjening, el-bagklap, el-justerbart førersæde med massage, sædevarme, bakkamera, trådløs mobilopladning og den varmepumpe, der er så vigtig i det danske vinterhalvår.

Klassisk Alfa-førerplads med dybe instrumenter. Infotainmentskærmen sidder lavt.

Teknisk er Junior nemlig ikke helt så varmblodig, som Alfa Romeo ofte er. Elmotoren yder 115 kW (156 hk), trækker på forhjulene og skal bruge ni sekunder på at rykke fra 0-100 km/t. Fint til danske forhold, men det får ingen til at udbryde et begejstret mamma mia!

410 km rækkevidde

Batteriet på 54 kWh giver 410 km rækkevidde og lynlader 10-80 procent på 27 minutter, så heller ikke her, sætter Junior nye standarder. Igen, til danske forhold er det tilstrækkeligt, og så har Junior den der italienske stil, som naboernes folkevogne, Skodaer og Teslaer ikke har.

Om det er nok til at rykke hensygnende Alfa Romeo op ad den danske hitliste, vil de kommende måneder vise. Prismæssigt har muligheden sjældent været bedre, men Junior-lageret er formentlig ryddet, inden salget vender tilbage til gode gamle Alfasud-dage i 70erne, hvor det italienske mærke havde sin storhedstid.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here