Kinesiske bilmærker har på rekordtid lært at lave sikre biler, viser ny crashtest. BYD og Polestar sætter ny standard for børne-sikkerhed.
For blot få år siden lignede crashtest af kinesiske biler bogstaveligt talt uhyggelige ulykker i slow-motion. Kina-bilerne krøllede sammen som tomme øldåser, og sikkerhedssystemer svigtede eller fungerede ikke efter hensigten.
Sådan er det ikke længere. Snarere tværtimod. På rekordtid – og med hjælp fra udenlandske eksperter og samarbejdspartnere – har kineserne lært at lave sikre biler. Det beviser endnu en crashtest udført af den europæiske sikkerhedsorganisation Euro NCAP.
Syv biler blev sendt mod muren. Fem af dem kinesiske. Alle slap fra crashtesten med æren i behold og fem ud fem stjerner i den samlede bedømmelse.
Bedst til børn
To af dem, Polestar 3 og BYD Sealion 7, sætter endda nye standarder for beskyttelse af børn. Her opnår begge delbedømmelsen 93 pct. Det er den bedste score i disciplinen at beskytte børn i bilen, som Euro NCAP har registreret.

“Den store Polestar 3 imponerer med en tårnhøj sikkerhed. Ikke mindst i kategorien barnesikkerhed, hvor den scorer det hidtil højeste resultat i en Euro NCAP-test. BYD Sealion 7 opnår ganske vist samme resultat, men ser man på det samlede resultat, er det få biler, der kan matche Polestar 3 i sikkerhed. Selv over for bløde medtrafikanter er der tale om en sikker bil. Det er meget flot,” siger Søren W. Rasmussen fra bilistklubben FDM og det danske medlem af Euro NCAP.
Hårdtslående Hongqi
De øvrige kinesiske bilmodeller i testen, Hongqi E-HS9 (foto øverst), Geely EX5 og Jaecoo 7 klarer sig også mere end hæderligt i crashtesten. De to sidstnævnte sælges ikke i Danmark – i hvert fald ikke endnu – men det gør den enorme Hongqi med den markante, Rolls-Royce agtige front. Netop den monstrøse front trækker faktisk lidt i ned i fodgængertesten, hvor den kantede kineser er hård ved bløde trafikanter.
“De kinesiske bilproducenter har for længst vist, at de ikke går på kompromis med sikkerheden. De europæiske konkurrenter skal derfor gøre sig umage, hvis de ikke vil blive kørt agterud af de nye bilmærker. Testens Audi og Cupra tager dog kampen op og opnår hver et flot resultat,” siger Søren W. Rasmussen.

Elbiler har fordel
Han peger på en anden interessant læring fra crashtesten: Elbiler klarer sig generelt virkelig godt i Euro NCAPs stadig skrappere crashtest:
“De nye elbiler har lettere ved at klare sig godt i sikkerhedstesten end biler med mere traditionel teknik. Det skyldes dels, at de ikke har en stor motor foran, som kan blive skubbet ind i kabinen, dels at det store batteri i bunden af bilen faktisk stabiliserer og beskytter bilen i tilfælde af en sidekollision,” siger Søren W. Rasmussen.
Euro NCAP crashtest april 2025
Bil | Karakter | Voksen sikkerhed | Børne sikkerhed | Bløde trafikanter | Assistent-systemer |
Audi A6 | 5 stjerner | 87% | 88% | 78% | 77% |
BYD Sealion 7 | 5 stjerner | 87% | 93% | 76% | 79% |
Cupra Terramar | 5 stjerner | 89% | 87% | 82% | 76% |
Geely EX5 | 5 stjerner | 86% | 87% | 83% | 83% |
Hongqi E-HS9 | 5 stjerner | 82% | 87% | 73% | 82% |
Jaecoo 7 PHEV | 5 stjerner | 81% | 80% | 80% | 80% |
Polestar 3 | 5 stjerner | 90% | 93% | 79% | 83% |